DET ER efterhånden svært at finde nogen, der omtaler kvindernes internationale kampdag uden en smule ironisk distance. Selv om dagen blev indstiftet i 1910 med det formål at agitere for kvinders stemmeret og arbejderkvindernes rettigheder, er der for de yngre generationer af både mænd og kvinder lige lovlig meget levn fra 1970'erne over den. Det begrænser dens værdi og rejser spørgsmålet, om ikke kvindernes kampdag ville have godt af at komme igennem den retromølle, som så meget andet går igennem i vore dage, og som, når processen er vellykket, giver det gamle et nyt tvist, der gør det relevant for sin tid. DESVÆRRE er et af tidens yderst relevante og stigende problemer den generelle diskrimination i samfundet. Mens vi ser små fremskridt og en del stagnation i forhold til ligestillingen mellem kønnene, oplever vi, at omfanget af etnisk diskrimination vokser og bliver af stadig grovere karakter. De senere år har vi været vidne til lovgivning, der eksplicit har til formål at forskelsbehandle, og det er en kendsgerning, at det danske arbejdsmarked er nærmest lukket land for mennesker med et fremmedklingende navn, deres kvalifikationer ufortalt. Der er tale om et decideret tilbageslag for de ellers i Danmark så højt besungne principper om ligeværd og lige rettigheder, som netop har været budskabet i kvindebevægelsens kamp. DAGENS EKSEMPEL andetsteds i avisen viser, at når regeringen udnævner medlemmer til råd og nævn, lykkes det den at finde kvinder til hver tredje stol. 800 af de i alt 2.400 råds- og nævnsmedlemmer er af hunkøn. Det kalder ikke på ros. Samtidig er hele 9 personer med anden etnisk baggrund sluppet igennem nåleøjet. Uanset at regeringen har nedlagt de råd og nævn - f.eks. Rådet for Etnisk Ligestilling - som flygtninge og indvandrere var selvskrevet til, har tallet 9 ingen berettigelse. Selv sammenholdt med den andel, som flygtninge og indvandrere udgør af den samlede befolkning, er der tale om en utilstedelig underrepræsentation, hvilket endnu en gang dementerer regeringens hensigt om at ville integrere flygtninge og indvandrere i det danske samfund. De dagsaktuelle eksempler demonstrerer med al for stor tydelighed, at der er behov for en mainstreaming af kvindesagens mærkesager i den etniske ligestillingskamp.