Meningsmålingerne giver Socialdemokraterne rekordlav opbakning, partiet er trængt fra alle sider, både Dansk Folkeparti og de radikale står til fremgang på Socialdemokraternes bekostning. Intet under, at partiets leder, Helle Thorning-Schmidt, føler sig klemt. Hvad skal hun gøre? Man må formode, at det er det spørgsmål, hun har stillet sig selv, før hun i går offentligt bad de radikales leder, Marianne Jelved, om at fylde lidt mindre i det politiske rum, så der kunne blive bedre plads til hende selv som leder af oppositionen. Medfølelse opnår hun selvfølgelig ved at fremstå lidt ynkelig, men hvis det var plads til at føre socialdemokratisk politik, hun ønskede sig, skulle hun have brugt albuerne og tilkæmpet sig den i stedet for at tigge og bede om den i Berlingske Tidende. Var det ikke statsminister, hun ville være? Når man ser bort fra det rent taktiske, at magt ikke er noget, man får, men noget, man tager, er selve Thorning-Schmidts analyse af den politiske situation svær at tage alvorligt, idet hun forestiller sig, at Socialdemokratiet kan tiltrække borgerlige vælgere til det 'midterparti', som Socialdemokratiet ikke kan få lov til at vise, at det er, fordi de radikale tager opmærksomheden. Hvis man endelig vil definere en arbejdsdeling, som kunne maksimere vælgertilslutningen for oppositionen, bør det overlades til de radikale at opsamle de konservative vælgere, der langt om længe har fået øjnene op for de ødelæggende konsekvenser af regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti, mens Socialdemokratiet og dets leder bruger kræfterne på at formulere sin midterpolitik. En oppositionspolitik skulle man synes var en nødvendighed, hvis man vil være leder af oppositionen. Problemet er ikke, at et af partierne i opposition har en klar politik, som det profilerer sig på, men at det andet ikke har det. Eksponering af sine frustrationer er ikke alene skadelig, den kan vise sig at være fatal for hende selv og for Socialdemokraternes chance for at komme til magten. Marianne Jelveds mange år i regering med Socialdemokraterne og hendes personlige modsætningsforhold til statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort hende til den sidste radikale leder, der føler sig bundet til et samarbejde med Socialdemokraterne. Spørgsmålet er, om hun stadig gør det.