EN GOD leder kan, som der står i jobannoncerne, træffe kvalificerede beslutninger i pressede situationer. Gårsdagens beslutning i den radikale folketingsgruppe anført af Marianne Jelved om at kappe båndet til Socialdemokraterne og pege på hende som partiets statsministerkandidat er en logisk beslutning, som hverken kræver begrundelse i Socialdemokraternes dårlige meningsmålinger eller i hensynet til Naser Khaders popularitet. Der er vægtige grunde til i god tid inden et folketingsvalg at gøre sig fri af et udsigtsløst samarbejde med Socialdemokraterne. Begrundelsen for de radikales samarbejde med Socialdemokraterne har været at udgøre en troværdig opposition og et reelt alternativ til VK(O)-regeringen, men efterhånden som Socialdemokraterne på flere og flere områder er blevet et kopiprodukt af regeringen, giver det ikke mening fortsat at foregive en tæthed, der ikke findes i virkeligheden. Sagen er, at det ikke længere alene er udlændingepolitikken, der skiller de to partier, men også så væsentlige politikområder som skat, velfærd og uddannelse. UANSET AT den radikale udmelding på Christiansborg tolkes som et sideskift, og at Socialdemokraterne forsøger sig med at fortælle vælgerne, at en stemme på de radikale er en stemme på Anders Fogh Rasmussen som statsminister, er kendsgerningen, at det nu står de radikale akkurat lige så frit for at pege på Socialdemokraterne som på V og K efter næste valg. Det afgørende er, at de radikale med den ene eller den anden side af Folketinget kan bruge deres stemmer til at levere et alternativ til VK-regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti. Samtidig burde S glæde sig over, at der nu også er bedre plads til at føre socialdemokratisk politik uden hensyntagen til de radikale. EN NY arbejdsdeling i oppositionen øger sandsynligheden for at vælte VK-O-koalitionen, og det er det helt centrale spørgsmål i dansk politik. Her har de radikale bånd til S hidtil gjort det muligt for Anders Fogh Rasmussen at undvige det spørgsmål, som stadig flere i hans bagland stiller: Foretrækker han virkelig samarbejdet med Dansk Folkeparti frem for et reformorienteret samarbejde ind over midten? Måske kan de konservative hjælpe ham til en afklaring. Det er til gengæld overraskende, at Marianne Jelved stadig bøjer sig for blokpolitikken ved at sige, at når valget er udskrevet, vil hun vælge side. Men vælgerne ved faktisk godt, hvor de har de radikale. Partiet bør derfor gå til valg på sin politik og lade vælgerne og de andre partier om at bestemme resten. Det bliver forhåbentlig næste skridt i den radikale frigørelse.