MERE SKULLE der ikke til: Helle Thorning-Schmidts oplæg til mere og bedre velfærd til danskerne er blevet godt modtaget. Både i hendes eget parti, og også blandt de mange langtfra venligsindede iagttagere, der nu engang udgør 'kommentariatet' i den danske medieverden. Der er enighed om, at oplægget, der er præget af meget konkrete forslag og løfter, er, hvad det hårdt pressede parti netop havde brug for for at indlede den lange march tilbage til flere vælgere og dermed mere indflydelse i dansk politik. Skulle man blande lidt malurt i bægeret, kan det noteres, at opskriften vel egentlig var enkel: Partiet kom med et udspil, der ikke bare i detaljen, men også i helheden var til at skelne fra regeringens politik. Partiet vil bruge flere penge på velfærd, ikke færre, og partiet vil prioritere det kollektive forbrug højere end skattelettelser. Kritikerne sætter til gengæld ind, når det gælder finansieringen. Hvor skal pengene komme fra? Når den flanke overhovedet findes, er det, fordi Socialdemokraterne tidligere på året kapitulerede ved at acceptere skattestoppet. Umiddelbart kan det være svært at forstå, hvordan der kan blive råd til mere velfærd, hvis ingen skat må sættes op. MEN FAKTISK har S også her - trods det unødvendige knæfald for skattestoppet - en rimelig god sag. Der er et råderum i dansk økonomi til at øge velfærden, hvis det er det, man vil. Lige nu pisker økonomerne regeringen med skorpioner, fordi stigningen i det offentlige forbrug er 'eksploderet' til 1,3 procent. Det kan ikke nægtes, at tallet er langt højere end regeringens målsætning om en halv procent. Men det er såmænd stadig lavere end den forventede økonomiske vækst i samfundet. Hertil kommer, at S har vist vilje til at omprioritere med sit eget udspil til efterlønsreform, der ikke var mindre vidtgående end regeringens - blot mere socialt afbalanceret. Ved at turde bryde med regeringens linje og, ja, flytte lidt til venstre, har S udvidet det politiske rum i Danmark. Det giver vælgerne mulighed for at dele sig efter anskuelser. Forskellen mellem S og R er dermed ved at være lige så stor som mellem K og V - hvis de konservative da ikke lige var bundet af regeringsloyaliteten. At SF overvejer sit eget frihedsbrev er kun logisk. Betyder det, at der ikke er noget samlet alternativ til VK-O-konstellationen, der derfor kan sidde uforstyrret? Slet ikke. Risikoen for, at danske politikere ikke vil kunne tælle til 90 efter et valg, er nok til at overse. I mellemtiden har vi danskere fået noget mere at vælge imellem. Det er gode nyheder.