DET ER selvfølgelig ikke forkert at se den sejr, som demonstrerende arbejdere og studenter lige har vundet over den franske regering, som et udtryk for den franske befolknings dybe skepsis over for reformer, der truer deres sociale rettigheder. Omkring 70 procent af den franske befolkning støttede ifølge flere meningsmålinger de strejker og demonstrationer, der endte med at opnå en blank tilbagetrækning af en vedtaget lov, der gav arbejdsgiverne ret til at fyre unge under 26 år i de to første år af deres ansættelse. Franskmændene har en forkærlighed for at bruge gaden, og ikke parlamentet og forhandlinger, til at opnå den type resultater. Og franskmændene er ikke glade for en markedslogik, der tilsiger, at de fleste i fremtiden kommer til at skifte job flere gange i løbet af deres arbejdsliv. Ikke desto mindre er årsagen til, at det gik, som det gik, først og fremmest politisk. De to mænd, der stod bag reformen, havde ikke noget mandat til at gennemføre noget som helst, uanset at de indtager posterne som henholdsvis premierminister og præsident.HVAD ANGÅR premierminister Dominique de Villepin, skal fraværet af mandat forstås helt bogstaveligt. De Villepin er aldrig valgt af andre end præsidenten. Og det skete ikke, fordi Villepin har opbakning i regeringsparti eller parlament, men alene for at forbigå den mand, der har den opbakning, men som præsident Chirac ikke ønsker at se som sin efterfølger. Men selv om Jacques Chirac er en politisk veteran, der blev premierminister allerede i 1974, har heller ikke han et reelt politisk mandat. Da han stillede op til genvalg som præsident i 2002, fik han kun godt 20 procent af stemmerne. Kun fordi alternativet til ham var nationalisten og racisten Jean-Marie Le Pen, blev Chirac i anden valgrunde kåret med 80 procent af stemmerne. Det var hverken udtryk for opbakning til hans person eller hans politik. Oveni tabte Chirac sidste år den folkeafstemning om EU's forfatningstraktat, han selv helt unødvendigt havde besluttet at afholde. Jacques Chirac har længe været en belastning for Frankrig. Nu er det endeligt bevist, at han kun møblerer landskabet, indtil der skal vælges en ny præsident i foråret 2007.