fungerer bedst, afspejler de et klart folkeligt og politisk valg mellem to realiserbare alternativer. Når de fungerer dårligst, kortslutter de en politisk udvikling ved at afspejle en handlingslammelse eller ved at fremme forslag uden mulig gang på jord. Hvis heldet er med palæstinenserne, vil den bebudede folkeafstemning om forsoning med Israel, bygget på gensidig anerkendelse og to stater ved siden af hinanden, styrke netop viljen til forsoning. Men hvis uheldet derimod er ude, vil folkeafstemningen i stedet forstærke magtkampen mellem den pragmatiske præsident Mahmoud Abbas - som ønsker tostatsløsningen - og det nationalreligiøse regeringsparti, Hamas, som ikke hidtil har villet leve med Israel. folkeafstemningen 31. juli er et smart taktisk træk af præsidenten, som hidtil har haft folkeviljen med sig i denne sag. Men afstemningen kan også blive en katastrofe. For sagen er jo, at der ikke er et alternativ til forslaget om to stater. Jo, bevares, de to folk kan fortsætte med at slås. Men ingen af dem kan vinde. Det internationale samfund vil ikke tillade, hverken at arabere smider israelerne i havet, eller at israelere smider palæstinenserne ud af Gaza og Vestbredden. Israelerne og palæstinenserne har - reelt - derfor ikke andet at vælge imellem end en fortsættelse af deres voldsomme konflikt eller akkurat en forsonlig løsning med Israel og et nyt Palæstina side om side. kan, hvis Abbas vinder, styrke den rigtige udvikling. Og uanset om forslaget, der egentlig er formuleret af palæstinensiske fanger i israelske fængsler, falder, er der ikke noget alternativ til det. Men det vil selvfølgelig gøre det endnu sværere for de ansvarlige regeringer at føre forslaget ud i livet. Som om det ikke var svært nok i forvejen. Kort og godt: Folkeafstemningen repræsenterer en falsk mulighed for at udskyde den nødvendige og rigtige udvikling, hvilket kun vil være til glæde for ekstremister og voldelige galninge. Det kender vi alt for godt. Både i det palæstinensiske og det israelske samfund har politiske ledere i årtier udskudt nødvendige beslutninger og smertelige kompromiser af frygt for deres egne befolkninger. Det internationale samfund bør insistere på tostatsløsningen som den eneste løsning.