I dag lader vi de grå uldsokker blive i skabet, selv om årstiden stadig tilsiger fornuftigt fodtøj; strømperne bør være røde 8. marts.
Farven på kampdagssokkerne er muligvis falmet over årene, men deres berettigelse er desværre uforandret. Træk lige vejret dybt, inden du læser følgende:
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd slog i 2015 fast, at lønforskellen mellem danske mænd og kvinder ligger mellem 17 og 18 procent, og at dette uhyrlige spænd har været stort set uforandret, siden Nathalie Lind (V) var justitsminister.
Mindre end hvert femte bestyrelsesmedlem i de børsnoterede danske virksomheder er kvinde. Danske fædre tager mindre end 10 procent af den samlede barsel. Ved det seneste folketingsvalg opnåede 67 kvinder og 112 mænd valg, og det er endda udtryk for, at kvinder står stærkt, for Danmark halter efter vores nabolande, hvad angår selve opstillingen af kvindelige kandidater til politiske hverv.
Intet ridser situationen klarere op end World Economic Forums såkaldte Gender Equality Gap Index, hvor vores nordiske nabolande, Island, Finland, Norge og Sverige indtager de fire første pladser, og Danmark er rutsjet fra en 5.-plads i 2014 til en 19.-plads sidste år.
Så dyster er altså ligestillingsvejrudsigten. Eller formuleret forårsoptimistisk: Der er stadig masser at kæmpe for.
Men kvindekampen bliver i disse år overskygget af køns- og identitetspolitiske smågrupperinger, som med dundertale, symbolkritik og til tider aggressiv krænkelsesretorik insisterer på, at de vigtigste ligestillingskampe skal føres som et nulsumsspil, hvor det ikke er muligt at kæmpe for ligeløn og bedre fordeling af magten, samtidig med at man ønsker bedre forhold for brune eller blå feminister, fjerdebølgefeminister eller nonbinære.
Deres nye kamp risikerer at borterodere sit eget ståsted, for hvis tilpas mange små særinteresser insisterer på, at deres kampe har en særlig moralsk værdi, frastøder de større befolkningsgrupper, end de repræsenterer.
Nazila Kivi: Hvad har Trump, identitetspolitik og fjerdebølgefeminisme til fælles?Dermed udsætter disse grupper sig for latterliggørelse og anklager om verdensfjern opførsel, som kan smitte af på hele ligestillingskampen: Man bliver træt af at høre om den.
Denne apati får politiske konsekvenser, hvilket den britiske valgforsker Pippa Norris forklarede i et interview her i Politiken forleden. Hendes forskning viser, at valget af Donald Trump ikke skyldtes økonomisk ulighed eller middelklassens deroute, men snarere de ældre generationers modreaktion på 50 års værdiskifte i retning af overdreven social tolerance og åbenhed.
Når et voksende antal minoritetsgrupper kæmper så massivt for egne rettigheder, risikerer indsatsen at underminere majoritetskampen, som fortsat står mellem kvinder og den systemiske forskelsbehandling.
Hér begynder alle de forbundne rettighedskampe, og uniformen er politisk mod og vedholdenhed og røde strømper.
mzt
fortsæt med at læse
