Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Mette Dreyer
Arkivtegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nazila Kivi: Hvad har Trump, identitetspolitik og fjerdebølgefeminisme til fælles?

Det er imponerende, hvor mange der pludselig er feminister, når der er tale om unge, konventionelt attraktive kvinder. Nazila Kivi tager en rundtur i det feministiske landskab i anledning af 8. marts.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den aktuelle debat om feminismens fjerde bølge har bragt mange gode vinkler frem, men samtidig er der en masse grundpræmisser, der er gået helt tabt, når man beskylder kritikere af de unge afklædte feminister, GirlSquad, for slutshaming, ældrevælde eller ren og skær misundelse.

Jeg har ikke noget imod det fænomen, at nogle kvinder vælger at optræde afklædte, vælger at generobre det høj-feminine (det er jeg faktisk stor fan af) eller overtager det infantile lillepigeudtryk i en tilsyneladende bestyrket udgave. Alligevel er der noget, der mangler i analysen, for der er gået identitetspolitik i feminismen.

Identitetspolitik er ikke opfundet ud af det blå, så minoriserede kan skille sig ud og ’dyrke forskelle i stedet for ligheder’, som nogle modstandere af den påstår. Disse kritikere glemmer rækkefølgen af historiske begivenheder, der har gjort identitetspolitikken nødvendig. Det var ikke kvinder, racegjorte, LGBTQ-folk og folk med handikap, der først markerede sig selv som anderledes. De blev gjorttil ’andet’af dem, der havde magt til at definere dem. Kvinder blev kaldt uegnede til uddannelse og job, blandt andet på grund af deres ’hovedforms lighed med afrikaneren’, som en af lægevidenskabens fædre har udtalt. Sorte mennesker blev sammenlignet med dyr, og deres slavegørelse derfor retfærdiggjort. Vi ved alle, hvad der skete med jøder, homoseksuelle, handikappede og romaer i koncentrationslejrene. Alt sammen baseret på synlige kropstegn, der blev brugt som adskillelsespolitik. Nu er der så nogle, der kalder kampen for disse gruppers ligebehandling og rettigheder for identitetspolitik. Denne ret så store kronologiske detalje går ofte tabt i debatten om identitet, politik og sociale rettigheder.

En af grundene til, at det liberale projekt passer godt sammen med ny feminisme, er, at den, på godt og ondt,er forankret i kroppen

Men som vi ved, er de fleste sociale kampe, der havde en vis succes, siden blevet overtaget, lånt eller ligefrem approprieret af konsumerismen. Der er simpelthen nogen, der har øjnet en chance til at rage credits eller kapital til sig, det være sig kulturelt, politisk eller økonomisk, baseret på andres hårde kampe.

Som når et parti som Radikale Venstre kan være homo- og integrationsvenlige i forsøget på at være ’radicool’, mens de samtidig har en knap så venstreorienteret eller omfordelingsvenlig økonomisk politik. Den slags værdimæssig selvproklamering er beslægtet med ny identitetspolitik på den måde, at akkumulation af kulturel kapital som brand og identitet bliver et mål i sig selv. Men et politisk indhold, der matcher? Knap så meget.

Fællesnævneren for liberale udgaver af feminisme, LGBTQ og social retfærdighed er, at værdi- og identitetspolitik bliver brugt til at skabe en dagsorden, hvor individet skal frigøre sig selv gennem sit forbrug og personlig branding. Det er i virkeligheden slet ikke nyt, at nyliberalismen låner lidt credibility af sociale bevægelser, og det er nok det, der får fjerdebølgefeminismen til at ligne en brugtvognsforhandlerbiks, der har popularitet og salg af sin mest udvandede udgave som fremmeste mål.

Lad os lige få endnu en ting på plads: Jo, der er altså tale om en ny bølge. Naturligvis har feminismen været her hele tiden, og opdelingen i bølger er kunstig. Men i løbet af 90’erne og 00’erne havde feminismen en så marginal og lille plads i det offentlige, at selv ’Kvinde, kend din krop’ fra 2001 er fuldstændig apolitisk og kun beskæftiger sig med sundhed. Modsat den politiske 2013-udgave. Det var også da og siden, at vi fik en ny bølge af feministiske protester med Everyday Sexism Project, feminisme i popmusik og mode, kropspositivitet og transpersoners kampe.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En af grundene til, at det liberale projekt passer godt sammen med ny feminisme, er, at den, på godt og ondt, er forankret i kroppen.

Kroppen er i centrum, fordi det er den, der bliver domineret. Kroppen er i centrum, fordi det er gennem den, at retten til eksistens i det offentlige rum reguleres. Kroppen er i centrum, fordi de fleste angreb på kvinder og queers går gennem kroppen. Se bare på, hvordan udelukkelse sker gennem kroppen. For tykke kroppe, for korte, for mørke, for feminine, for lidt feminine eller forkrøblede kroppe. Fra abort over retten til eget udtryk og til retten til overhovedet at blive betragtet som en værdig krop, forplanter al magt sig i dag gennem kroppen.

Kroppen er i centrum, fordi det er den, der bliver domineret. Kroppen er i centrum, fordi det er gennem den, at retten til eksistens i det offentlige rum reguleres

Det er derfor logisk, at modstanden også kommer gennem kroppen. Med kroppen bliver det private politisk. Et bolværk mod ekstrem kontrol.

Men kroppen er lige så individuel, som den er politisk. Med ny teknologi og sociale medier er det nærliggende, at kroppen bliver en ny form for valuta, der afgør, hvem der kan sælge sit budskab. Vi er tilbage ved kropslig og erotisk kapital, beskrevet af den britiske sociolog Catherine Hakim, der mener, at det er op til den enkelte kvinde at udnytte denne kapital. Hvad der sker med dem, der ikke har den eller foretrækker kollektive løsninger, får vi ikke noget bud på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er erotisk kapital og dermed markedslogikker, der gør, at de unge afklædte feminister bliver hyldet gennem deres mange følgere, mens FedFront bliver udskammet for at være tykke.

Man skal have lov til at kalde sig feminist alt det, man vil. Det er måske uundgåeligt, at bevægelser bliver opslugt af brugtvognsforhandlerlogik og , mens man overtager slogans fra undertrykte. Så kan man gå rundt og have over 26 millioner følgere på Twitter ligesom Donald Trump. Men er der noget, der ændres kollektivt? Det ser ikke sådan ud.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden