Disse tre kvinder blev i weekenden kritiseret for at føre en forfejlet feministisk kamp med overdrevet fokus på den afklædte kvindekrop. »Vi vælger at tage kontrol over den og i stedet bruge kroppen som et redskab til at styrke os selv og andre kvinder«, lyder deres svar.
Foto: Ekaterina Krarup Andersen/Ekaterina Krarup Andersen

Disse tre kvinder blev i weekenden kritiseret for at føre en forfejlet feministisk kamp med overdrevet fokus på den afklædte kvindekrop. »Vi vælger at tage kontrol over den og i stedet bruge kroppen som et redskab til at styrke os selv og andre kvinder«, lyder deres svar.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Unge feminister: Derfor er vi afklædte

'Bunkeknald og røvryst er ikke vejen til en væsentlig og inkluderende kvindekamp', skrev Mette Fugl forleden i et angreb på den såkaldte 'Girl Squad'. Nu svarer de tre igen - for de er ikke i tvivl om, at de er feminister.

Debatindlæg

Ekaterina Krarup Andersen, kunstner og teolog:

»I Mette Fugls feminisme skal en højtuddannet kvinde som jeg, der taler syv sprog, og ikke skammer sig over min krop eller seksualitet, omgående sættes på plads,« skriver Ekaterina Krarup Andersen.
Foto: Privatfoto

»I Mette Fugls feminisme skal en højtuddannet kvinde som jeg, der taler syv sprog, og ikke skammer sig over min krop eller seksualitet, omgående sættes på plads,« skriver Ekaterina Krarup Andersen.

Ligesom misogynister verden rundt skriver Mette Fugl i sin klumme, at så længe vi ikke tager noget tøj på, skal vi droppe enhver snak om feminisme eller intellekt. Lad være med at tro, at I har noget intellekt, og lad de voksne snakke om feminisme og emner som vold, sexisme og hverdagens undertrykkelse.

Men jeg er født i USSR i 1986 og flyttede først langt senere til Danmark og mener godt, at jeg kan tale med om de emner. Vold, sexisme og undertrykkelse har jeg oplevet hele skalaen af.

Fra den nat i Moskva i 1999, hvor jeg blev vækket af en uforglemmelig lyd af nabohusets eksplosion og 124 beboere, der døde i en terroraktion, til at blive voldtaget utallige gange en nat efter en bytur i det københavnske natteliv.

Midt imellem var der en kniv for halsen på skolen; en sygeplejerske der nedgjorde mig under min datters fødsel, da hun troede, jeg var ugift og derfor fortjente at blive skammet; og min første mand, som udsatte mig for en række af både fysisk og psykisk vold. Nogen starter deres liv med at have indflydelsesrige forældre, og andre kæmper fra den dag de bliver født.

Jeg vil ikke kalde mig selv for ekspert i teologi, en titel som Mette Fugl så gavmildt har tildelt mig, men jeg vil kalde mig en ekspert i overlevelse. Jeg fandt en fællesnævner for terror, hustruvold og seksuelt misbrug: Den bedste hævn er at leve, og leve som det passer mig.

For mig er det netop et velreflekteret valg: efter at have været kvalt, voldtaget og psykisk undertrykt holder jeg hovedet højt.

Som svar på alt det ovennævnte vælger jeg at kalde mig for kunstner. Ikke russer, kone, mor, universitetsstuderende, luder eller voldtægtsoffer. Jeg insisterer på selv at definere mit jeg, i stedet for at lade de roller, som jeg udfører, definere mig.

Der findes mange måder at udøve feminisme på, ligesom at der findes mange måder at være kristen på

Jeg skaber visuelt og skriftligt indhold, og jeg vover at kalde det kunst. Jeg er ikke uddannet i at jonglere med akademiske, feministiske begreber, men jeg har forståelse for, hvad en kvinde udsat for vold, sexisme og hverdagsundertrykkelse har brug for, og det er i hvert fald ikke hadefulde tirader fra andre kvinder.

Mit bud er blandt andet, at hun har brug for et forbillede udi triumferende overlevelse fyldt med bravur og selvtillid.

Der findes mange måder at udøve feminisme på, ligesom at der findes mange måder at være kristen på. I Mette Fugls feminisme skal en højtuddannet kvinde som jeg, der taler syv sprog, og ikke skammer sig over min krop eller seksualitet, omgående sættes på plads.

Tag nu noget tøj på og gør tingene, som vi altid har gjort dem, siger hun.

Jeg siger derimod, at hvis en hvid, heteroseksuel mand kan få lov til at gøre noget, kan jeg også. Hvis en uddannet, gift, attraktiv far havde taget billeder af sig selv med bar overkrop, ville ingen finde det upassende, men hvis en uddannet, attraktiv, gift mor gør det – står Fugl klar til at skamme hende.

Tiderne har ændret sig siden 70’erne og med det mediernes regler. Det var min såkaldte kunst, altså billeder, jeg har taget af mine halvnøgne bryster, Louises spredte ben og Nikitas hvepsetalje i kombination med Zetlands artikel, som lavede krusninger i vandet i både skrevne og visuelle medier og endnu engang bragte feminismen i fokus i populærkulturen.

Det blev benzin på bålet i mange intellektuelle debatter om kvindekampen, som den dag i dag langt fra er overstået.

Det er forståeligt, at man får lyst til at være med på den bølge og dele en artikel med Nikitas Klæstrups bryster som illustration, (de er også fantastisk populære) og synge med i unison på patriarkatets ældste sang – 'bare vær lækre og hold jeres kæft, eller tag noget tøj på og vask makeuppen af, hvis I skal tages seriøst'.

»Så Mette Fugl, gør dig endelig til dommer over, hvordan en rigtig feministisk kvinde skal opføre sig og se ud. Men kald det ikke feminisme«, skriver Nikita Klæstrup.
Foto: Mogens Flindt (arkiv)

»Så Mette Fugl, gør dig endelig til dommer over, hvordan en rigtig feministisk kvinde skal opføre sig og se ud. Men kald det ikke feminisme«, skriver Nikita Klæstrup.

Nikita Klæstrup, retorikstuderende:

Jeg er som sådan ikke træt af at blive bedømt på mit udseende, som Mette Fugl skriver. Jeg er træt af, at det er det eneste, jeg bliver bedømt på, og at mit udseende automatisk diskvalificerer mig fra at have en holdning til noget andet. Præcis ligesom Mette Fugl gør i sit indlæg.

Der bliver brugt fem linjer på at beskrive mit forhold til tabloidmediernes kameraer. Jeg mener ærlig talt, at den plads kunne være blevet brugt mere fornuftigt på at udforske mine holdninger i forhold til køn og udseende.

Kvinders udseende og seksualitet er systematisk blevet brugt som et redskab til at udskamme og kontrollere kvinder. Vi vælger at tage kontrol over det og i stedet bruge det som et redskab til at styrke os selv og andre kvinder. Og selvfølgelig er high-fiven til en fremtidig datter et karikeret eksempel.

Men jeg står fast på, at hvis jeg får en datter, vil jeg opdrage hende, som jeg ville en dreng.

Jeg vil rose hende for handlekraft og selvstændighed, frem for pæne kjoler og store øjne. Jeg vil opfordre hende til at være nysgerrig og lege, hvor der leges kan uden frygt for småskrammer og mudder på skoene. Og så, når hun når en passende alder, vil jeg lære hende, at hendes seksualitet ikke er noget farligt.

Jeg vil lære hende, at hun har de samme lyster som drenge på hendes alder, og hvis hun føler sig klar til det, vil jeg opfordre hende til at handle på dem, uden frygt for hvordan omgivelserne vil dømme hende. Og jeg vil lære hende, at hun heller ikke skal dømme andre.

Vi er ikke blinde overfor andre problemstillinger såsom barsel, vold og glaslofter

Mette Fugl anklager os for at have glemt den chikane, som hendes generation blev udsat for og deres opgør med dobbeltrollen som arbejdstager og husmor. Men den er langt fra glemt.

Jeg tror derimod, at Mette Fugl aldrig har indset, hvordan min generation er rædselsslagen for at træde ved siden af det æreskodeks, som vi som samfund har opbygget, og vores opgør med dobbeltrollen som Madonna versus luder. Jeg ser det tydeligt hos både mænd og kvinder.

Mændene har magten til at stemple en kvinde som luder og dermed udstøde hende socialt. Det er en form for social kontrol, hvor vi som kvinder lærer, at hvis vi kan opføre os 'korrekt', så vil vi blive beskyttet. Men hvem vil beskytte os? Mændene. Og hvem vil de beskytte os imod? Dem selv.

Den er blevet så internaliseret, at langt hen ad vejen behøver mændene ikke engang selv at stå for udskamningen. Kvinderne klarer det helt fint selv. De unge kvinder er nemlig så rædselsslagne for at blive sat i bås med luderen, at de vælger at kalde andre kvinder det. Det er intet andet end en forsvarsmekanisme, som skal sikre dem overlevelse. Ved at udskamme 'luderen' viser de, at de i hvert fald ikke er ligesom hende, og dermed er en ordentlig kvinde, som kan respekteres.

Vi er ikke blinde overfor andre problemstillinger såsom barsel, vold og glaslofter. Men du kan ikke sige, at vores kamp for luderen ikke har alt at gøre med sexisme, ligeværd og hverdagens undertrykkelse. Så Mette Fugl, gør dig endelig til dommer over, hvordan en rigtig feministisk kvinde skal opføre sig og se ud. Men kald det ikke feminisme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har ikke offentligt forholdt mig til barsel og glaslofter, men jeg bruger masser af tid på hverdagsundertrykkelse og sexisme (f.eks. i min kamp mod dick pics og hævnporno), og jeg har arbejdet med voldsudøvere hos Dialog Mod Vold«, skriver Twerk Queen Louise.
Foto: Martin Lehmann

»Jeg har ikke offentligt forholdt mig til barsel og glaslofter, men jeg bruger masser af tid på hverdagsundertrykkelse og sexisme (f.eks. i min kamp mod dick pics og hævnporno), og jeg har arbejdet med voldsudøvere hos Dialog Mod Vold«, skriver Twerk Queen Louise.

Louise Kjølsen, psykolog:

Kære Mette Fugl. Først og fremmest er det dejligt, at du bliver vred over det, vi gør, for så må disse emner være vigtige for dig. Det har vi til fælles. Hvad vi ikke har til fælles, er vores verdenssyn, hvilket giver mening, da du er født i 1949 og jeg i 1988. Vi er vokset op i to forskellige verdener.

Man kan vel sige, at jeg er vokset op i en verden, som du har været med til at forme. Så tak fordi du har kæmpet for de rettigheder, jeg er født med! For jeg er født ligestillet og insisterer på min ret, selv om den hver dag bliver udfordret. Jeg forstår feminisme som kampen for social, politisk og økonomisk ligestilling.

Dette er en bred definition med plads til det enkelte individs fortolkning af, hvordan dette skal udleves. Feminismen, mener jeg, er i stand til at favne denne diversitet og er også i stand til at kritisere sig selv.

Jeg afleverede sidste år mit speciale i psykologi – en feministisk analyse af dansen twerk. Heri konkluderede jeg, at agency (et menneskes kapacitet til at være et handlende subjekt) synes at blive konstrueret forskelligt i anden og tredje bølge feminisme, hvilket antyder, at feminismebegrebet er kontekstuelt.

Derfor kan disse tidligere bølger hverken fuldt ud rumme eller forstå den nuværende fjerdebølges fænomener såsom twerking. På menneskesprog betyder det: Selvfølgelig er du ikke enig i min feminisme eller min praksis. Du kigger på mig og mit squad med dine Feminisme 2.0-briller.

Jeg lever i en Feminisme 4.0-verden, jeg udlever min feminisme på en anden måde, end du gør, fordi min kontekst er anderledes. Feminismen har udviklet sig, fordi verden har udviklet sig.

Jeg vil gerne prøve at forklare dig, Mette Fugl, hvordan min verden ser ud, men uden at udskamme dig eller tale ned til dig, da jeg ikke synes, det er en særlig god eller feministisk praksis.

Du kigger på mig og mit squad med dine Feminisme 2.0-briller. Jeg lever i en Feminisme 4.0-verden

Det at ryste med numsen er feminisme, fordi praksissen udvider de kropidealer, vi dyrker i samfundet. Twerk udvider normerne for, hvordan kvinder kan performe deres seksualitet, og den giver kvinder et handlingspotentiale.

Hvis du vil have nuancerne med, er du velkommen til at læse mit speciale eller møde op til en af mine feministiske twerkshops. Det er på huset!

Jeg mener bestemt ikke, at dette er at »rulle alle de sten tilbage, de gamle kvinder har kæmpet for at fjerne«. Tværtimod. Derimod mener jeg, at du er i gang med at rulle sten, når du kalder andre kvinder dumme.

Tidligere feminister har kæmpet for, at jeg i dag kan vælge at gøre med min krop, hvad jeg vil, sådan at jeg kan være et seksuelt væsen og ikke kun en skede, som en mand kan få en orgasme i, eller som kan føde børn.

Hvorfor er det så ikke feministisk at udtrykke den seksualitet i dag?

Nej, vi har ikke opfundet lysten, derfor bruger jeg begrebet REclaiming og ikke claiming. Jeg er ikke historieløs. Jeg kender godt til the sex wars i 70’erne mellem anti-porno feminister og pro-sex feminister. Her diskuterede feminister, hvorvidt en fri og aktiv seksualitet var feministisk eller ej.

Er det ikke præcis den samme diskussion, vi har nu?

Jeg synes stadig, den er feministisk, og jeg synes stadig, den er vigtig, da vi stadig møder masser af skam og rynkede bryn, inklusiv dine.

Det, at jeg kæmper for livsområder, som du ikke synes er vigtige, giver dig ikke retten til at bestemme, hvad der er og ikke er feminisme. Du lægger op til en meget lidt inkluderende kvindekamp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis du kunne abstrahere fra, at vi (meget tidstypisk for vores generation) leger med vores identitet, selviscenesættelse og vores budskaber ved at producere billeder af os selv (selfies) og evt. læse et af de tre debatindlæg, jeg har skrevet for Politiken, ville du vide, at jeg i den grad beskæftiger mig med områder, du finder vigtige for feminismen.

Jeg har ikke offentligt forholdt mig til barsel og glaslofter, men jeg bruger masser af tid på hverdagsundertrykkelse og sexisme (f.eks. i min kamp mod dick pics og hævnporno), og jeg har arbejdet med voldsudøvere hos Dialog Mod Vold. Men du bliver måske for provokeret af vores form til at opdage indholdet.

Det er fint, at din feminisme giver mening for dig og dem, der kan spejle sig i den. Men det kan jeg ikke. Jeg har brug for min feminisme, ligesom mange unge kvinder, mænd og andre kønnede, der kan spejle sig i den.

Jeg mener bestemt også, at feminismen kan rumme os alle sammen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce