Der findes flere parallelle virkeligheder i dansk politik.
Der findes den forskønnede virkelighed, som Lars Løkke Rasmussen tegnede i sin nytårstale i aftes. Den handler om den handlekraftige statsminister, der vil sætte skatten ned for dem, der arbejder, reformere velfærdsstaten og sætte hårdt mod hårdt over for parallelsamfundene i landets ghettoer.
Og så findes der den anden virkelighed. Den, hvor Lars Løkke Rasmussen træder handlingslammet ind i det nye år midt i en regeringskrise af historiske dimensioner.
Efter decembers kaotiske forhandlinger står det klart for enhver, at V-LA-K-regeringen hverken kan blive enig med sig selv internt eller med Dansk Folkeparti om hverken skatte- eller udlændingepolitikken.
Løkke vil rive ghettoer ned og genhuse beboerneRegeringen har lovet skattelettelser, som Dansk Folkeparti nægter at skrive under på, og Dansk Folkeparti forlanger stramninger af udlændingepolitikken, som både regeringen og Justitsministeriet er betænkelige ved at skrive under på.
Statsministeren betonede i sin nytårstale fortidens arbejdsmarkedsreformer som forudsætning for tidens velstand og lave arbejdsløshed. Det er helt korrekt.
Men selv om Lars Løkke Rasmussen utvivlsomt ønsker at gennemføre den næste generation af nødvendige reformer, så står det mere klart end nogensinde, at han ikke har en jordisk chance for at gennemføre dem med Dansk Folkeparti som støtteparti.
Statsministeren står på kanten af afgrunden, og hvis Kristian Thulesen Dahl giver slip, så falder regeringen. Det er fra den desperate position, Lars Løkke Rasmussen varsler et opgør med social kontrol og middelalderlige kvindesyn, ingen kan være uenig i.
Dokumentation: Læs hele nytårstalen herMen når Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale vælger at gøre parallelsamfund til nationens største og mest presserende problem, blæses proportionerne helt ud af kurs.
Det lugter langt væk af gusten politisk taktik, hvor regeringen forsøger at skabe fælles fodslag med Dansk Folkeparti ved at løbe åbne døre ind i kampen mod Ghettodanmark. Løkkes opgør med parallelsamfundene viser mest af alt, at statsministeren selv er fanget i en politisk parallelvirkelighed.
Der er en verden til forskel på den virkelighed, Lars Løkke Rasmussen talte om i sin nytårstale, og til de politiske realiteter, han møder på Christiansborg fra i dag.
Det er nationens største politiske problem ved indgangen til 2018.
cj
fortsæt med at læse
