Det fummelfingrede frasalg af Statens Serum Instituts vaccineproduktion har igen igen bekræftet, at staten ikke har en heldig hånd ved salg af vores fælles goder. Salget skulle have indbragt omkring 285 millioner kroner. I stedet vil det ifølge Rigsrevisionen koste staten omkring 1,5 milliarder kroner.
Men én ting er, at staten har sat prisen for lavt, forsøgt at dække over et enormt huslejetilskud og reelt foræret et fælles gode til saudiske kapitalkræfter. Det er elendigt købmandskab og en amatøragtig forvaltning af fælles interesser. Og det er ikke uden betydning, at vi lægger vaccineproduktionen i hænderne på interesser i Saudi-Arabien, der for få år siden boykottede Danmark på grund af vrede over danske avistegninger.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
