På et julemarked i Strasbourg spredte en 29-årig terrorist i denne uge død og ødelæggelse. 4 dræbte. 13 sårede. Terroristen var en vaneforbryder, der blev radikaliseret i fængslet. Nu er også han dræbt.
Vi siger jævnligt til hinanden, at vi aldrig må vænne os til terror, men måske gør vi det alligevel. Mediedækningen og de politiske reaktioner er påfaldende forskellige fra dengang, da et julemarked i Berlin blev ramt af terror for blot 2 år siden.
Det er både glædeligt og sørgeligt.
Sørgeligt, fordi det viser, at terroren har indlejret sig som en del af vores mentale tilstand. Glædeligt, fordi vi ikke længere lader os paralysere af usle terrorister, der anser stor medieomtale for at være deres stærkeste våben.
Som samfund skal vi gøre alt for at bekæmpe terrorismens uvæsen. Det gør vi i høj grad også.
Herhjemme har vi på 10 år fordoblet bevillingerne til vores efterretningsvæsen. Efter genoptrykningen i 2008 af Muhammed-tegningerne har ekstremister skabt en trussel, der ifølge PET’s vurdering kræver enorme sikkerhedsforanstaltninger i det hus, denne avis’ medarbejdere går på arbejde i.
Vi har intet grundlag for at drage tvivl om hverken bevillingernes størrelse eller den aktuelle trusselsvurdering.
Men som samfund må vi spørge os selv: Har vi i terrorens tidsalder fået skabt en situation, hvor alle aktører har en institutionel interesse i hellere at skrue lidt for meget op end lidt for meget ned for trusselsniveauet?
Hvem tør tage ansvaret for en nedjustering, hvis terroren tilfældigvis rammer få dage efter?
Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, udtalte forleden her i avisen, at han ikke »vil afvise, at man vil kunne« nedskrive trusselsniveauet på et tidspunkt. Det må vi så sandelig håbe.
Hvis det ikke var tilfældet, ville vi uforvarende have givet terroristerne sejren.
For deres hensigt er netop at skabe usikkerhed og terrorisere os, så vi selv undergraver de frihedsrettigheder, vi altid må forsvare.
cj
fortsæt med at læse
