Det er skæbnens ironi, at det lige netop er briterne, der i dag åbner valget til et Europa-Parlament, de slet ikke vil være en del af.
Men den britiske statskomedie må ikke skygge for det faktum, at de 27 andre EU-lande står over for det formentlig vigtigste valg til Europa-Parlamentet nogensinde. Valget, der i de fleste lande foregår søndag ligesom i Danmark, adskiller sig nemlig på flere måder fra tidligere valg.
For det første raser en europæisk værdikamp. Et stadig mere forenet højresammenrend vil nedbryde EU-samarbejdet og præsenterer national selvtilstrækkelighed som det bedste svar på dette århundredes ellers globale udfordringer: klimaforandringer, multinational skatteunddragelse, techrevolution og immigration samt storpolitisk pres fra Kina, Rusland og sågar Trumps USA. Andre, som regeringerne i Ungarn og Polen, udfordrer med deres gradbøjning af demokratibegrebet nogle af EU’s kerneværdier.
Hvis man vil sætte sig op mod de strømme, må man stemme på partier og politikere, der vil det samme. Det svar, vi som vælgere giver – eller ikke giver ved at blive i sofaen – kan være med til at definere vor tids Europa.
For det andet har vi kurs mod et parlament, hvor de to store blokke, den borgerlige EPP-gruppe og den socialdemokratiske S&D-gruppe, ikke længere ser ud til at kunne dele magten imellem sig. Den liberale Alde-gruppe, der omfatter Venstre og Radikale Venstre, kan blive tungen på vægtskålen. Det samme kan De Grønne, hvor SF sidder med, måske også. Det gør valget endnu mere spændende, for det gør også en forskel, hvem der bliver ’tungen’. Selv om begge grupper trækker Europa i en grønnere retning, har de forskellige afvejninger af f.eks. klimahensyn og frihandelsaftaler.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Skriv kommentar