Et af de afgørende kendetegn ved et retssamfund er, at håndhævelsen af lov og orden ikke er baseret på politiske holdninger, men derimod på så objektiv og neutral en juridisk fortolkning som muligt.
Politikerne skal fastlægge de generelle rammer og de love, der skal håndhæves, men selve administrationen af strafferetten må ikke være politiseret. Loven er lige for alle.
Derfor vakte det berettiget opsigt, da rigsadvokat Jan Reckendorff få måneder efter sin udnævnelse sidste år erklærede i et interview til Politiken, at han så det som sin opgave »at medvirke til at implementere regeringens politik«.
Som professor i strafferet Jørn Vestergaard sagde, var det et klart nybrud, at den øverste anklagemyndighed på den måde så sig som regeringens snarere end retssamfundets forlængede arm.
At Reckendorff valgte at følge den daværende regerings ønske og rejse sag for at opløse banden Loyal to Familia, hvilket hans forgænger blankt havde afvist, pegede også klart i en ny og mindre uafhængig retning for Rigsadvokaten.
På den måde at lade sig styre af de svingende politiske vinde er i sig selv et farligt skråplan, men den aktuelle skandale om de mangel- og fejlagtige teleoplysninger sår yderligere stor tvivl om rigsadvokatens dømmekraft.
Først og fremmest er det fuldkommen skandaløst, at Rigsadvokaten ventede over to måneder med at oplyse dommere og forsvarsadvokater om de mangelfulde teleoplysninger.
Det betød, at skandalen først kom frem efter folketingsvalget. Et tilfælde eller politisk motiveret? Det vides ikke, men det var en dybt forkert beslutning.
I sidste uge kom det så frem, at Rigsadvokaten nu helt har stoppet anvendelsen af telebeviser i to måneder. En meget vidtgående beslutning, som fører til, at snesevis af retssager udskydes, og mistænkte må løslades. Det kan risikere at puste nyt liv i bandekonflikten.
Var det nødvendigt – eller var det en uigennemtænkt panikreaktion for at rette op på den tidligere skandale?
Hele sagen om teleskandalen og Rigsadvokatens håndtering af den skaber utryghed og usikkerhed om dømmekraften. At få undersøgt det hele til bunds bør være en akut politisk prioritet for justitsministeren – og vel at mærke noget, som skal ske ved hjælp af en uafhængig undersøgelse.
mr
