I det forgangne årti lærte vi, at spørgsmålet om national identitet er et af de politisk set mest sprængfarlige. Det er Storbritanniens sørgelige europæiske exit på denne måneds sidste dag det mest dramatiske udtryk for. Brexit er et eksempel på, at især højrefløjen i mange lande alt for længe har fået lov at udnytte de stærke følelser, som eksisterer i forbindelse med det nationale tilhørsforhold til egne politiske formål.

I det nye årti er det derfor nødvendigt, at midten i det politiske spektrum skaber en ny og progressiv fortælling om nationalstaten og om det uundværlige europæiske samarbejde, som skal til for at sikre den. Man kan sige det kort: Den europæiske nationalstat som bærer af demokratiske og kulturelle værdier er kommet for at blive, men den går under, hvis ikke den forstår sig selv som en del af noget større. Som medlem af en familie, der løser en lang række presserende problemer sammen med andre broder- og søsterstater. Det europæiske samarbejde er til for at løse de fælles problemer, som ingen kan klare alene. Det europæiske samarbejde starter så at sige der, hvor nationalstaternes individuelle formåen holder op.