Hvor er ’Mor Mette’?, spørger Dansk Folkeparti. Hvor er pejlemærkerne?, spørger Venstre.
Coronaen har atter vist sit truende spredningsmønster i en række danske byer, og hele nationen har blikket stift rettet mod stigende smittetal. Med god grund.
Smitten stiger markant, og det er den bekymring, partilederne onsdag mødes på Christiansborg for at imødegå. Men skal vi kalde på ’Mor Mette’? Bestemt ikke.
Mette Frederiksen viste sig som en kompetent og konsekvent krisestatsminister under forårets nedlukning af samfundet, men situationen er i dag en anden. Og ligesom man skal lære af sine fejl, skal man også lære af sine succeser.
Ligegyldigt hvor meget ros, Mette Frederiksen end fortjener, så dækker ’Mor Mette’ over en politisk virkelighed, der er alt andet end efterstræbelsesværdig for et frihedselskende, liberalt samfund: Den altdominerende kontrolstat, der med regler og love dekreterer og regulerer befolkningen ned i mindste bureaukratiske detalje og fysiske bevægelse.
Vi skal ikke ønske os tilbage til, at landets statsminister på ugentlig basis og på nationalt tv udstikker konkrete pejlemærker og påbud for alt, fra hvornår man skal bære mundbind til skolefritidsordningernes åbningstider.
Den slags spørgsmål har vi myndighederne og ikke en statsminister til at besvare. Det kræver tre ting:
En statsminister, der igen myndiggør de sundhedsmyndigheder, hun kørte over i forårets krisehåndtering. En regering, som møder befolkningen med appel og tillid fremfor love, regler, kontrol, udskamning og straf. Og en befolkning, der ikke ser enhver korrektion eller nyt initiativ fra myndighederne som skandaløse fejl og amatøragtig slingrekurs.
For uanset hvor meget Jakob Ellemann-Jensen kalder på det, så findes der ingen sikre pejlemærker i en usikker sundhedsepidemi.
Selv om der i sommer har været slækket på disciplinen, kan regeringen forvisse sig om, at langt de fleste har forstået alvoren. Både når det handler om at vaske hænder, bære mundbind i myldretiden, og hvad der ellers gradvist må blive indført af de retningslinjer, som skal finde den rette balance mellem tillid, frihed og kontrol.
Det er den ånd, Mette Frederiksen og partilederne bør gå til onsdagens forhandlinger med. Ikke med ufravigelige pejlemærker, ’Mor Mette’ og overdreven statskontrol.
cj
fortsæt med at læse
