I forbindelse med invasionen af Irak blev den daværende amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, berømt og berygtet for at advare om de »ukendte ukendte« farer. De farer, man slet ikke ved, at man ikke kender.
Den undskyldning har EU ikke. Det er til overmål tydeligt efter formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyens, tale om unionens tilstand onsdag. I talen ridsede von der Leyen på forbilledlig klar og enkel vis EU’s velkendte udfordringer både internt og eksternt op.
Hun pegede klart på faren for, at EU bliver mast mellem Kina og USA og knækket af indre stridigheder. Insisterede på, at Rusland er en trussel, og opfordrede til skrappere sanktioner for at forsvare EU.
Hun satte fingeren på to af de allermest ømme punkter, migration og klima, og italesatte en vej frem. Et nyt asylsystem, nu hvor det gamle er brudt sammen, og et EU, som viser vejen globalt på klima.
Det er alt sammen rigtigt, og selv om målsætningen om en 55-procents reduktion i CO2 inden 2030 næppe er nok, er det dog 15 procentpoint mere end den nuværende målsætning.
Var Ursula von der Leyen statsleder, ville man kunne holde hende op på talen og dømme hende på, om hun leverer. Men når det gælder EU, peger pilen på Europa-Parlamentet og stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd.
Det er i sidste indsats dem, der skal have modet til at stå fast over for USA, Kina og Rusland og levere den ambitiøse grønne omstilling, som er påkrævet.
Et sted, det særligt halter p.t., er i udenrigspolitikken. Alt for ofte er EU’s sanktioner for slappe, og fordømmelserne for forsigtige.
I en truende verden er det mere afgørende end nogensinde, at EU står sammen. Senest ærgrede den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), sig over EU’s manglende handlekraft i forhold til Hviderusland. Som von der Leyen pegede på i sin tale, ville meget blive løst ved at gå over til kvalificerede flertalsbeslutninger på den udenrigspolitiske front.
Der har været mange smukke, visionære taler fra kommissionsformænd før, og EU har alligevel svigtet mange gange tidligere. Det kan selvsagt ske igen. Men der er faktisk også grund til optimisme. Chokkene fra Brexit, Trump og nu coronakrisen har paradoksalt nok på hver deres måde styrket sammenholdet i de 27 EU-lande og fremmet integrationen. Måtte det fortsætte.
mr
fortsæt med at læse
