Der findes næsten ikke noget voldsommere indgreb end at fjerne et barn fra dets forældre. At det som et absolut minimum må kræve grundige undersøgelser, herunder at de, der træffer beslutningen, har mødt det barn, som det drejer sig om, burde være fuldkommen oplagt.

Men det skete ikke i den anbringelsessag fra Horsens, som Politiken i den sidste uge har beskrevet. Her blev den dengang 7-årige Kathrine forsøgt anbragt, uden at socialrådgiveren havde mødt hende. At børn ikke bliver hørt, er ikke nogen undtagelse – i de sager, som indgår i Ankestyrelsens Børnesagsbarometer 2020, blev næsten hvert andet barn ikke inddraget. I knap hver femte tvangsanbringelsessag laves der slet ikke en børnefaglig undersøgelse.