Diskussionen om, hvilke forfattere der bør være obligatorisk læsning for danske gymnasieelever, er blusset op igen, og det er et sundhedstegn. Det er i litteraturen, vi får en fornemmelse for, hvad det danske sprog formår, og hvordan det at være menneske på vore kanter er blevet udlagt gennem tiden.
Så ja, det er godt med en kanon. Den sikrer, at det bedste af det bedste bliver genlæst, og ja, det er på høje tid, den eksisterende kanon bliver revideret, for hvad der er væsentligst rent litterært er selvfølgelig ikke hugget i sten én gang for alle. Det er 17 år siden, under en blå regering, som førte nationalistisk værdikamp og var besat af spørgsmålet om dansk identitet, at gymnasieskolen sidst blev udstyret med en obligatorisk liste, og allerede dengang var den mangelfuld. Med sine tretten mænd og enlige kvinde, Karen Blixen, sendte den et helt skævt signal til den danske ungdom. Selvfølgelig burde Amalie Skram, Tove Ditlevsen og Inger Christensen have været med.
