Vi må skråle til have- og havnefesten, men ikke synge i kirken. Vi må stå på nakken af hinanden i SuperBrugsen, men i teatret skal der være 2 kvadratmeter luft til sidemanden. Vi må gå på stadion til Superligaens sæsonstart, men til en begravelse må der maksimalt deltage 200 gæster, hvis kirken er på 400 kvadratmeter.

Det lyder meningsløst, og det er meningsløst. Undervejs i coronakrisen har paradokserne ofte stået i kø, når nye restriktioner er blevet gennemført fra den ene dag til den anden. Det har været en kollektivt accepteret bivirkning i coronaens mest akutte faser.