Det måtte jo komme: Ordet nulfejlskultur er i det forgangne år blevet brugt så tit, at det nu er blevet optaget i retskrivningsordbogen. På den måde kan alle nu sikre sig, at et af de mest problematiske aspekter ved vores kultur staves uden fejl.
Omkostningen ved at leve i en kultur, hvor marginen for fejl er mikroskopisk, har Politiken beskrevet i artikler, hvor en række modige mennesker ærligt har fortalt om egne fejl. Det er sygeplejersken, der kom til at give forkert medicin og nu har valgt at sælge burgere på McDonald. Det er politikeren, som i et tidligere job inviterede til premiereaften på en forkert dato og måtte fortælle 500 fremmødte gæster, at de var gået forgæves. Og mest hjerteskærende en mor, som tør beskrive omgivelsernes forventning til den aldrig svigtende kærlighed til eget barn, der ind i mellem opleves som umulig at leve op til.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

