Søren Pape Poulsen må lægge øre og ryg til megen kritik, efter at han mandag trådte frem som officiel borgerlig statsministerkandidat foran ridebanen på Christiansborg.

Hvorfor har den konservative formand i årevis vredet hænder og viklet tungen ind i imponerende mængder af uldtotter? Hvorfor har han ikke bare meldt klart ud, når det nu pludselig er blevet så indlysende for ham, at han gerne vil stå i spidsen for Danmark? Er det en følelse, der har ramt ham hen over sommeren? Eller er timingen bare været et taktisk spil styret efter meningsmålingernes taktslag?