En tidlig julegave kaldte næstformanden i Dansk Folkeparti, René Christensen, frifindelsen af Morten Messerschmidt. Det er nærmest en underdrivelse. De fem dommeres enstemmige frifindelse af Morten Messerschmidt og hans assistent er en klar sejr for Messerschmidt og et sviende nederlag for anklagemyndigheden. Men det er også en sejr for domstolene, der rettede sig selv, da den første dommer var inhabil på grund af sine ytringer på de sociale medier.
Anklageren erklærede at ville nærstudere dommen. Det er der god grund til, og sagen kan stadig blive anket. Der blev fremlagt ny dokumentation og afhørt langt flere vidner på Frederiksberg end under den første retssag. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti forsøger nu at fremstille sagen som en skandale og peger fingre ad mediernes dækning.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.