Timingen kunne næppe være mere uheldig. På dagen, hvor inflationen tog et ordentligt dyk nedad, offentliggjorde regeringen og et bredt politisk flertal en inflationspakke. Har politikerne travlt med at løse et problem, der er godt i gang med at løse sig selv her næsten et år efter begyndelsen på inflations- og energikrisen?
Nej. Selv om der heldigvis helt overordnet anes spæde positive tegn i økonomien, så sidder store grupper af socialt udsatte danskere tilbage med uoverkommelige ubetalte regninger og en uholdbar økonomisk situation. Derfor fortjener regeringen og partierne bag inflationspakken ros for at have prioriteret 2,4 milliarder kroner til at hjælpe de allermest trængte danskere.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
