Af de mange dårligdomme, der blev nedkaldt over SVM-regeringen, var frygten for magtkoncentration og kvælning af andre partiers synspunkter blandt de mest fremherskende. Mens Frederiksen, Ellemann og Løkke egenrådigt ville tromle alle deres flertalsbeslutninger igennem på midten, ville oppositionen blive efterladt råbende i mørket, marginaliseret og med risiko for at antænde en faretruende radikalisering.

I dag kan vi konstatere, at SVM-regeringens første måneder har været et rullende dementi af begge skræmmescenarier.