De græske ferieøer brænder. I USA koger Sydstaterne, og havet ud for Florida er så varmt som et spabad. I Italien bliver biler ødelagt af hagl på størrelse med blommer. Amazonas regnskov risikerer at blive til en savanne, og en af de afgørende havstrømme kollapser med stor sandsynlighed i løbet af dette århundrede.
Klimaforandringerne er ikke længere en teoretisk fare. Det er en aktuel trussel, som enhver kan se ved at kigge ud ad vinduet. Juli bliver den varmeste måned, der nogensinde er målt. Vi er gået fra global opvarmning til global kogning, som FN’s generalsekretær desperat udtrykker det. Og det bliver kun værre i de kommende år.
Viskal alle gøre vores for at vende udviklingen – flyve mindre, spise mindre kød, købe mindre tøj og forbruge mindre. Men klimaforandringerne er et globalt strukturelt problem. Det kan kun løses politisk og ved internationalt samarbejde.
Og på den front ser det skidt ud. Forleden mislykkedes det USA og Kina at blive enige om et tættere samarbejde på klimafronten. Det, selv om mødet fandt sted på den varmeste dag, der er registreret i Kina – en dag, hvor der blev målt over 52 grader, og hvor jordoverfladen nåede 80 grader. At de to største globale udledere ikke kan enes, er forstemmende, men også i Europa ser det skidt ud. Fra Spanien til Holland har de højreorienterede partier vundet popularitet ved at gå imod den grønne omstilling, og i Europa-Parlamentet lykkedes det dem at få udvandet EU’s store naturgenopretningsplan. Herhjemme har de store virksomheder fraregnet Mærsk utroligt nok ligefrem øget udledningen af CO2 fra 2021 til 2022.
Det er fortvivlende, men fortvivlelse nytter ikke noget. Klimakampen kan ikke udskydes, og det er ikke længere nok, at de såkaldte grønne og progressive kæmper for at vende udviklingen. Alle uanset politisk fløj må kræve af deres politikere, at de kommer med konkrete løsninger på denne bogstaveligt talt eksistentielle krise.
mr
fortsæt med at læse
