At skulle passe en kronisk syg partner er hårdt i sig selv. Det er her, velfærdsstaten for alvor skal række en hjælpende hånd. Ikke det modsatte. Men det er nærmest det, der er blevet virkeligheden for familien Christiansen i Snekkersten. I weekenden beskrev denne avis, hvordan Helsingør Kommune har afkrævet den skleroseramte og næsten totalt lammede Jens Christiansen og hans kone Charlotte udførlige redegørelser for, hvor mange minutter og sekunder det dagligt tager Charlotte at pudse næse på ham, rede hans hår og made ham.

En så detaljeret og minutiøs gennemgang af plejetiden, kombineret med en fast årlig vurdering af omsorgsbehovet, kan kun føles ydmygende og som unødig mistænkeliggørelse. Det er uværdigt i en stenrig velfærdsstat som den danske, at kontrollen bliver så omfattende, at mennesker som familien Christiansen bliver nedslidte i en grad, at de har behov for både psykolog og advokatbistand. At kontrollen med omsorgsbehovet bogstaveligt talt skaber behov for mere behandling. At få hjælp som handikappet er ikke en almisse, men en menneskeret, der er sikret i internationale konventioner.