Få begivenheder har skrevet Danmark ind i verdenshistorien med samme respekt. Redningen af de danske jøder i oktober 1943 står over hele verden som et enestående vidnesbyrd om det lille land mod nord, der trodsede nazismens barbari og despoti og ydede en enestående humanitær aktion overfor forfulgte landsmænd.
Under månelys og på bunden af fiskerbåde blev jøder sejlet over Øresund til det neutrale Sverige fra Gilleleje, Taarbæk og Falster. Børn, unge, forældre, bedsteforældre. Alle var de sendt på flugt, efter at samarbejdsregeringen var trådt tilbage, og tyskerne havde indledt deportationen af jøderne. Omkring 7.000 menneskeskæbner blev reddet i disse dage for 80 år siden.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.