Bjerget barslede og fødte en mus. En meget lille, fugtig og forkommen en af slagsen. Sådan kan man beskrive den plan for klimatilpasning, som klimaminister Magnus Heunicke (S) præsenterede mandag. 150 millioner kroner var, hvad der var årligt til kystsikring – ud over at forlænge udviklingen af kystsikringen af Vesterhavskysten. Nærmest lidt barokt, i lyset af at Nationalbanken anslår de mulige tab på grund af oversvømmelser til at udgøre op mod 200 milliarder kroner.
Den fesne plan blev overskygget af Jakob Ellemann-Jensens afgang som Venstre-formand, men fortjener at blive markeret som et nyt lavpunkt i SVM-regeringens konstante klimasmøl. Ikke bare kan regeringen ikke tage sig sammen til at sætte fut i den grønne omstilling, den kan åbenbart ikke engang komme med en seriøs plan for tilpasning til de klimaforandringer, der er i fuld gang. Magnus Heunickes plan kom efter en weekend med historisk store oversvømmelser i store dele af landet efter stormvejret.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
