Ukraine kæmper for sin frihed og overlevelse som selvstændig nation. Det er på det helt basale plan, hvad Ukraine-krigen handler om. Men krigen handler også om demokrati. Det er en kamp mellem to systemer, mellem demokrati og autokrati. Var Ukraine et diktatur som Rusland, ville Vesten næppe i samme omfang have bakket op om ukrainernes modige kamp, og så havde Ukraines flag næppe vajet blå-gult fra så mange flagstænger i Danmark.
Men demokrati er som bekendt ikke en tilstand, men en løbende proces. Det er en flamme, der skal holdes ved lige, og som – ikke mindst i udfordrede lande som Ukraine – let risikerer at blive svagere og brænde ud. At Ukraine indførte undtagelsestilstand efter Ruslands invasion sidste februar og dermed teknisk aflyste alle valg, er forståeligt. Men nu, hvor krigen desværre synes at trække i langdrag og risikerer at vare i årevis endnu, bliver Ukraine nødt til at gentænke den beslutning.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.