Det er let at miste modet for tiden. Verden er næsten ved at kløjes i kriser, krige og konflikter. Klimakrise, migrationskrise, biodiversitetskrise, den galoperende ulighed, Ukraine-krigen, Gaza-krigen og hele krisen i Mellemøsten, som den har antændt og er blevet brugt som påskud for. Selv verdenslederne kan virke opgivende. »Geopolitiske skillelinjer hindrer os lige nu i at samle os om globale løsninger«, var den måde, hvorpå FN’s generalsekretær, António Guterres, udtrykte det tidligere denne uge under World Economic Forums møde i Davos.
Når selv FN’s øverste leder rækker hænderne håbløst i vejret, er det tid til at gentænke systemet. Den nuværende verdensorden og dens bærende institutioner blev for størstedelens vedkommende designet lige efter Anden Verdenskrig for små 80 år siden. Det var en anden verden, en verden, hvor store dele af kloden stadig var kolonier, hvor Kina var ludfattigt og Sovjetunionen den store trussel mod Vesten. At systemet har holdt næsten et århundrede, er i virkeligheden overraskende godt gået.
