Der er noget trist, skræmmende og dybt forstemmende over at se USA – Vestens førende magt og Danmarks sikkerhedspolitiske garant – gå søvngængeragtigt mod endnu et valg mellem Joe Biden og Donald Trump. Men sådan ser det unægtelig ud.
Efter Trumps sejr i både Iowa og nu New Hampshire er han den altdominerende favorit til at blive republikanernes præsidentkandidat. Ikke bare fører han massivt i meningsmålingerne, ingen republikaner har nogensinde vundet de to første stater og ikke vundet nomineringen. Hans eneste tilbageværende rival, Nikki Haley, kæmper slet ikke i den næste stat – Nevada – der holder primærvalg.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
