Det vakte med rette opsigt, da politiet onsdag kunne anholde en 53-årig mand for drabet på den unge kvinde Hanne With i 1990. Gennembruddet i sagen skyldtes en ny form for dna-efterforskning, hvor politiet ikke bare søgte på direkte match, men også identificerede ham ved hjælp af genetisk materiale fra en nærtbeslægtet – i dette tilfælde den tiltaltes søn. Det er første gang, metoden har givet resultat i en gammel drabssag i Danmark, og det er både glædeligt og rosværdigt, at politiet tager ny teknologi til sig for at opklare gamle drab.
Men det betyder ikke, at vi som samfund nu skal give los og beruset af succesen lade politiet få fri adgang til vores private dna. I princippet ville det være pærelet. Informationerne findes basalt set allerede i vores blodprøver og andet sundhedsmateriale, de skal bare trækkes frem. Teoretisk set kunne vi ad den vej opbygge et fuldt dækkende nationalt dna-arkiv, som politiet kunne søge i. Mange af os har herudover frivilligt sendt spytprøver ind til kommercielle firmaer for at få klarlagt vores dna-profil og kortlagt det etniske ophav.
