Dansk politik er ved at udvikle sig til den rene jammerdal. Hele tiden er det nogen, det er synd for. Det synd for efterlønsmodtagerne, det ser synd for dagpengemodtagerne, det er synd for de offentligt ansatte, det er synd for Det Kongelige Teater, ja selv politikere er det ny blevet synd for. Synd, synd, synd. Her og der og alle vegne. Kun synd - ingen skam. Næh nej, for det er altid synd for mig og mine og får jeg ikke det, man ikke det man plejer, så skal man da ynkes. Puha, det er jo til at blive helt træt af. Hvad med at se realiteterne i øjnene i stedet for? Som socialdemokraterne sang (og mente?!) i de gode gamle dage: Plads til os alle, plads til alle der vil... Selvfølgelig skal vi hjælpe dem, som ikke selv kan. Men hvorfor skal vi hjælpe og ynke dem, som i virkeligheden godt kan? I går deltog jeg i en debat på LO-højskolen i Helsingør til et arrangement med den meget sigende men for mig som højskolemenneske måske alligevel lidt akavede titel, Rød Højskole. Intet sted finder man større opbakning til efterlønnen og det offentlige overforbrug i det røde kerneland. Her er der råd til efterløn og mere til. Man glemmer, at efterlønnens afskaffelse har et dobbelt formål. Ja, selvfølgelig vil det være med til at forbedre de offentlige finanser - men det andet formål er faktisk vigtigere: Arbejdsudbuddet skal øges, så vi kan vækste Danmark frem mod bedre tider. Hvad vil man så i stedet? Man vil arbejde 12 minutter mere. Hvem det så end er, der skal gøre det? Og hvordan det end skal gøres? Det har S-SF ingen svar på. Vi ved, at Helle Thorning har truet med at fjerne efterlønnen, hvis arbejdsmarkedets parter ikke finder pengene, og så må vi jo håber, at arbejdsgiverforeningerne står fast! Men selv blandt de røde fagforeninger blæser svaret jo stadig i vinden. Man vil ikke svare. Hverken Thorning, Søvndal eller Børsting. Det skal først afsløres efter et valg. Til mødet fortalte Mette Frederiksen om en dame hun havde mødt på 50 år. Denne dame kunne øjensynligt ikke holde tanken ud om, at der ikke skulle være efterløn, når hun fyldte 60 år. Hun og Mette Frederiksen var øjensynligt enige om, at damen godt kunne arbejde 10 år til - men ikke 14 år! Det må da være fantastisk at være udstyret må så gode evner til at spå om eget helbred. Hvem der bare var det. Misforstå mig ikke (til dele af læserne må dette gerne forstås som en direkte ordre. I ved selv bedst, hvem I er). Selvfølgelig skal vi hjælpe de syge og nedslidte. Men det må vel gælde lige meget om man er 44, 54 eller 64? Og er det kun dem, der betaler efterlønsbidrag, der bliver nedslidte? Nej, som sædvanligt er fagforeningerne bare solidariske med sig selv, som et fagforbund engang var ved at lancere som slogan. Men synd er det. Og i denne uge fik ynkekulturen endnu en tak opad. Ugens sidste debat i folketingssalen omhandlede medlemmernes egne løn- og arbejdsforhold. Her talte SF's ordfører og tidligere partiformand for, at man kunne overveje at forlænge den periode, som tidligere folketingsmedlemmer kan få såkaldt eftervederlag i fra to til tre år. Hvis man altså ikke har fået et arbejde. Og med den begrundelse at det at være medlem af Folketinget, kan blive en karrierestopper. Det kan ske. For mange bliver det også et springbræt - og for nogle gør det ingen forskel. Men man har vel for pokker da selv valgt at stille op til Folketinget. Kom lad os brokke os, sang Steffen Brandt fra TV2. Det gider vi ikke mere. Næh, nu vil vi ynkes. I stedet burde vi tage skeen i den anden hånd. Droppe selvmedlidenheden og tage ansvar for os selv og for Danmark. Danmark sakker langsomt men sikkert ned af listen over Verdens rigeste lande. Med den nuværende kurs fortsætter vi nedad. Kommer S og SF til, vil retningen være den samme - hastigheden større! Skal Danmark tilbage på sporet kræver det vækst. Og vækst kræver lavere skatter og senere tilbagetrækningsalder. Vi ved sådan set godt, hvad der skal til. Det er bare med at komme i gang. Og helt ærligt, hvis ikke vi danskere tager ansvar - og vi om 10 år er blevet et fattigere land, så er det faktisk ikke synd. Så er det løn som fortjent. I hvert fald for dem, der falder for den smertefrie løsning med bind for øjnene. God weekend Simon Emil Ammitzbøll