Christiansborg er et gammelt hus. Som med alle andre, der har en lang fortid bag sig, har også Christiansborg sine særlige særheder og traditioner. En af de mere spøjse på Christiansborg handler om finansloven. I de fleste partier findes der en gammel tradition, der siger, at man altid stemmer ja ved tredjebehandlingen, også selv om man egentlig ikke er med i aftalerne bag den, og selv om man egentlig er imod lovens indhold. Traditionen er opstået af flere forskellige årsager. Men først og fremmest på grund af forfatningskampen tilbage i slutningen af 1800-tallet, hvor Venstre forsøgte at vælte den udemokratiske Højre-regering ved at nægte at vedtage finansloven. Efter systemskiftet i 1901 opstod så efterhånden det, man siden har kaldt finanslovsnormen, som bygger på tanken om ikke at bruge statens budget som politisk kampplads. Den blev anerkendt af Socialdemokraterne som det sidste af de fire ”gamle” partier i 1921. Men der har nu alligevel gennem årene været rigtig mange undtagelser, så man kan næppe tale om en fast norm eller tradition. I 1925 undlod Venstre og Konservative for eksempel at stemme. Konservative undlod igen at stemme både i 1929 og i 1976. Også Socialdemokraterne har brudt traditionen – i 1990 stemte partiet imod, og i 1991 undlod man at stemme. Både SF og DF har mange gange stemt imod, mens Enhedslisten nærmest har gjort det til sin egen tradition at stemme imod finansloven. Liberal Alliance har i vores partis korte historie fulgt finanslovstraditionen. Da vi skulle stemme om finanslovene for både 2009, 2010 og 2011, stemte vi ja alle tre gange – også, selv om vi ikke havde været med i finanslovsaftalerne. Og derfor troede vi da egentlig også, at vi ville gøre det samme i år og stemme ja til den røde finanslov. Selv om vi er et ungt parti, husker vi historien og havde egentlig planlagt at følge den gamle tradition. Jeg sagde selv, da jeg havde været til det allerførste forhandlingsmøde med finansministeren tilbage i november, at jeg regnede med, at vi – alt andet lige – ville stemme for. Vores partiformand Anders Samuelsen sagde noget lignende. Nu stemmer vi så alligevel nej. Det er en alvorlig og usædvanlig beslutning – men vi gør det, fordi situationen har ændret sig. Den økonomiske situation er blevet så alvorlig for Danmark og Europa, at vi netop som et parti, der føler os ansvarlige over for Danmark, er nødt til at bryde en gammel tradition. Siden de første forhandlinger om finansloven har regeringen opjusteret vurderingen af Danmarks underskud. Det bliver nu på over ét hundrede milliarder kroner. Danmark kommer til i 2012 hver eneste dag at låne en kvart milliard. Det er mere end 11 millioner kroner i timen. Døgnet rundt. Penge, som vil skulle betales tilbage med renter og renters rente af helt almindelige danskere. Et så stort underskud ville måske kunne forsvares, hvis man investerede pengene offensivt i de helt nødvendige reformer, som kan fremtidssikre Danmark og dansk økonomi. Hvis man reducerede de offentlige udgifter. Hvis man effektiviserede den offentlige sektor. Hvis man satte skatten ned, så der kunne komme gang i væksten og blive skabt arbejdspladser. Men regeringen gør det stik modsatte! Den sætter de offentlige udgifter op og hæver skatterne med yderligere fem milliarder kroner. Den gør det dyrere at købe alt fra slik og chokolade til is, rødbeder og asier, dyrere at drive virksomhed, dyrere at spare op til pension og dyrere at forsikre sig mod sygdom. Samtidig med det gigantstore underskud på statens finanser har regeringen derudover stillet hele 40 mia. kr. ekstra til rådighed til euro-fonden – penge, som der er stor risiko for vil ende i det bundløse hul af gæld, som Grækenland, Italien og Spanien har gravet sig selv ned i. Med de handlinger sætter regeringen væksten og skabelsen af arbejdspladser i stå, den læsser yderligere skatter og afgifter i hovedet på danskerne og de danske virksomheder samtidig med, at gælden vokser. Enhver kan se i Sydeuropa, hvordan det går, hvis man bevidstløst stifter gæld og ikke gennemfører reformer, strammer op og effektiviserer. Der er bestemt gode grunde til, at finanslovstraditionen på Christiansborg har været, som den har været. Det er jo også derfor, at Liberal Alliance hidtil har fulgt traditionen. Men den nye regerings finanslov for 2012 er simpelthen så hamrende uansvarlig, at der kun er ét ansvarligt svar: At stemme nej. Også selvom Liberal Alliance dermed bryder den gamle tradition.