Venstre og Dansk Folkeparti lovede i 2008, at almindelige mennesker, der begår en fejl, ikke skulle komme i fængsel som følge af den strammere våbenlov. Løftet ser nu ud til at være brudt, fordi vi i Folketinget alt for ofte laver forbud og regler med hænderne for øjnene. I Danmark kommer man nu syv dage i fængsel, hvis man glemmer en kniv i sin bil. Det er resultatet af en dom ved Vestre Landsret, hvor en kun 19-årig mand, hvad glemt et par hobby-knive, som han bruger på sit arbejde, i bagagerummet af sin bil. Venstres Karsten Nonbo har været ude og sige, at det vidste vi allerede, da vi vedtog loven, mens formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup, har været lidt mere åben over for, at loven måske er lige stram nok. Sandheden er, at Nonbo har ret. Vi vidste det. Jeg gjorde i hvert fald selv, for jeg tillod mig at sige det fra Folketingets talerstol, da vi havde debatten. Karsten Nonbo vidste det faktisk ikke - dengang. Ved førstebehandlingen af våbenloven tilbage i april 2008 spurgte jeg netop Karsten Nonbo til, hvad der ville ske i grænsetilfælde. Nonbo svarede, at han var ”helt sikker på, at det danske system nok skal få sorteret de sager fra, for der er jo desværre rigeligt af den anden sagstype. Der er rigeligt med kunder i butikken, så man behøver ikke tage de gråzonetilfælde med, og jeg tror heller ikke, man får dem ind”. Ja, han var endda så sikker, så han afsluttede sit svar med at konkludere, at ”De lovlydige, der har lavet en lille fejl, vil ikke blive ramt”. Han var ikke alene med det synspunkt. Også Dansk Folkepartis ordfører, Marlene Harpsøe, spurgte jeg til problemet. Hun belærte mig om, at jeg ikke havde læst og forstået lovforslaget. Hun sagde, at ”Hvis det er, at hr. Simon Emil Ammitzbøll giver sig tid til ordentligt at læse det her lovforslag, vil hr. Simon Emil Ammitzbøll også læse, at der er taget en utrolig god afbalancering, i forhold til det her med at man skulle glemme, at man havde en kniv på sig, som man ikke skulle have. Altså, det er sådan for den almindelige borger, den, som er uskyldig og ikke bærer rundt på en kniv, for at den skal bruges til at true andre eller stikke andre ned med, så er der selvfølgelig også taget forbehold for det”. Måske var det ikke mig, der skulle have læst forslaget ordentligt. Men det er da altid noget, at Dansk Folkeparti – i modsætning til Venstre – nu bløder op. Jeg forsøgte i debatten også, at afæske et svar fra daværende justitsminister, Lene Espersen. Desværre uden held. Men det store regeringsparti, Venstre, og det afgørende støtteparti, Dansk Folkeparti, svarede klart og tydeligt. Der var ingen problemer. Beroliget blev jeg ikke, og da Lene Espersen afviste at opdele lovforslaget, således at man kunne undlade at stemme for den del, der ville medføre at ganske almindelige mennesker, der blot havde begået en fejl eller en dumhed, skulle end i fængsel, endte jeg med at indstille forslaget til afvisning. Hele sagen bør give stof til eftertanke. Hvor langt vil vi gå med regler og forbud? Hvor langt vil vi gå for at lade som om, at problemer bliver taget alvorligt, men hvor svaret igen-igen bliver en indskrænkning af borgernes frihed? De nuværende regler om knive, var nemlig ikke engang de mest vidtgående, der blev foreslået. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti var parat til et totalt knivforbud. Væk med lommekniven. Ellers kommer staten og propper dig i fængsel. Igen og igen hører vi om manglende ressourcer og kø i systemet hos politi, anklagemyndighed og domstole. Det kan vi politikere næppe klandre de ansatte hos de tre myndigheder for. I stedet bør Christiansborgpolitikerne se sig i spejlet og spørge, om vi ikke er kommet alt for langt ud af forbudsstien. Det medfører ikke kun mindre frihed til borgerne men også unødigt arbejde hos politi og domstole. Nu kan kun tiden vise, om der vil være en reel opblødning af våbenloven, når stormen omkring den aktuelle dom har lagt sig. Jeg håber det. Men jeg frygter, at vi kommer til flere uheldige konsekvenser af Big Mother-statens misforståede omsorg. Simon Emil Ammitzbøll
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Biler ridses, punkteres og fyldes med hundelort – og frivillige trues på livet
-
Derfor irriterer værternes Bubber-sprog så mange seere
-
Bankmand i husarrest er dårligt nyt for Putin
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
-
Benzinpriserne gør hverdagen dyrere, men danskernes økonomi får hjælp fra usædvanlig kant
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























