Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Så kort kan det siges, når politikere i hobetal træder frem og kritiserer afgifter på fedt og sukker, som de selv har indført og netop besluttet at afskaffe. Der skal være plads til at blive klogere – fair nok. Men tempoet og indholdet i de mange holdningsændringer kan man med rette stille spørgsmålstegn ved. Det vender jeg tilbage til. Imidlertid vil jeg gerne tage til genmæle med et andet motto: Det er ikke altid størrelsen, men gørelsen. Sådan kan det også være i politik, og det er Liberal Alliance et bevis på.
Sagen er nemlig den, at hvad vi har sagt og stemt, i forhold til fedt- og sukkerafgifter, nu er blevet til samtlige partiers politik og med den nye finanslov til virkelighed. Bevisførelsen ligger blandt andet gemt i Folketingets arkiver, hvor Venstres Torsten Schack Petersen en torsdag i april 2008 slog fast, at ” ved at hæve afgifterne på is, chokolade og sukkervarer med 25 pct. fremmer vi folkesundheden og hjælper folk lidt på vej”. Ved samme lejlighed kunne socialdemokraten Flemming Møller Mortensen bekende, at ” afgifter er et meget stærkt redskab til at forebygge sygdom og give flere gode leveår.” Om afgifterne sagde De Radikale, at ” de da er et skridt i den rigtige retning. Pris er et af de instrumenter, man kan bruge, for at formulere en forebyggelsespolitik” og Jesper Pedersen understregede, at ” SF går ind for et skattesystem, der fremmer folkesundheden og gør det sunde valg billigere og gør de usunde ting, der skader folkesundheden og påfører samfundet ekstra udgifter, dyrere.”
