Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Debattører

Vi er nødt til at gribe ind i Skat. Ellers risikerer vi, at hele grundlaget for vores samfunds­model skrider

Vores samfund bygger på en kontrakt, hvor alle kan regne med fællesskabets hjælp. Til gengæld er det en forudsætning, at enhver yder sit og betaler sin skat. De store udfordringer i Skat har rystet tilliden til den kontrakt.

Debattører

Endelig ser det ud til, at regeringen ikke længere kan undslå sig. En undersøgelseskommission af Skat er på vej. Det sker ikke med Løkke, Jensen og Lauridsens gode vilje. De har længe sprællet og kæmpet imod. Men takket være et godt samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har de måtte opgive kampen og bide på krogen.

Det har længe sejlet i Skat, og skiftende regeringer har helt sikkert kunne gøre mere for at rette op på problemerne. Ingen – heller ikke mit eget parti – kan løbe fra det fælles ansvar, det danske folkestyre har for, at det er gået så galt. Alligevel er der selvsagt en grund til, at Venstre har været så store modstandere af at få undersøgt sagerne til bunds. Den helt store skurk er Kristian Jensen.

Man krummer jo tæer, når der vises tv-klip, hvor han som ung skatteminister fortæller vidt og bredt om, at man skam sagtens kan få et lige så effektivt skattevæsen, selv om man skærer massivt i ressourcerne

Kristian Jensen er ansvarlig for de største nedskæringer og de største fejltagelser. Det tror jeg de fleste – inklusiv Jensen selv – kan se. Man krummer jo tæer, når der vises tv-klip fra tiden, hvor han som ung skatteminister fortæller vidt og bredt om, at man skam sagtens kan få et lige så effektivt skattevæsen, selv om man skærer massivt i ressourcerne.

Når vi har brug for en kommission til at grave ned i, hvad der gik galt hvornår og hvordan, skyldes det selvsagt, at vi har behov for at få belyst sagen så grundigt, at ingen nogensinde igen vil slippe afsted med at lave lignende manøvrer. Desuden er det vel rimeligt, at vi finder ud af, hvor meget der kan tilskrives inkompetence, og hvor meget der skyldes et ideologisk opgør med Skat.

Det er ingen hemmelighed, at det borgerlige Danmark med Venstre i spidsen igennem mange år har haft det som et selvstændigt politisk mål at 'stække Skat'. Er det i virkeligheden der, hunden ligger begravet?

Disse spørgsmål er vigtige. Tilliden til Skat er på et meget lavt niveau. Det skal der gøres noget ved. Vores samfund bygger på en kontrakt, hvor alle kan regne med fællesskabets hjælp. Til gengæld er det en forudsætning, at enhver yder sit og betaler sin skat. De store udfordringer i Skat har rystet tilliden til den kontrakt. Hvis vi ikke griber ind, risikerer vi, at hele grundlaget for vores samfundsmodel skrider.

I Socialdemokratiet ønsker vi at styrke skattevæsenet markant ved at ansætte 1.000 ekstra medarbej­dere fordelt på fire nye regionale skattecentre.

Hvert af centrene skal arbejde med et prioriteret område, hvor der er potentiale til både at begrænse skattegabet, øge indtægterne og genoprette tilliden til Skat. Samtidig skal der sættes ind over for dem, der forsøger at snyde med skat og moms, mens livet skal gøres lettere for de borgere og virksomheder, der følger reglerne og betaler deres skat.

Det, den nuværende regering er gået med til at gøre foreløbigt for at rette op på tingene, rækker desværre kun til at løse de allermest nødvendige pligtopgaver. Men der er brug for meget mere, hvis vi skal få styr på problemerne i Skat.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce