Der findes en eufemisme i forvaltningsverdenen, som hedder ’overkommunikation’. Den omfatter alt fra kværulantforrykte til stålsatte hævnere, der lægger hele rådhuse ned med serieklager over stort og småt – f.eks. indholdet i den madpakke, som eksen smurte til ungen i forrige uge.

Det gælder også politianmeldelser, hvor der, som Dorte Toft viste i en tidligere Matriarkatet-klumme, ikke findes nogen stopklods, og et enkelt vredt menneske gratis kan ’overkommunikere’ med etaten i årevis.