Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Frihed.  LA's liberale utopi lyder umiddelbart tillokkende, men det er den sikre vej til fattigdom og ufrihed, skriver Brian Esbensen om Liberal Alliance, der netop har afholdt landsmøde.
Foto: Stine Bidstrup (arkiv)

Frihed. LA's liberale utopi lyder umiddelbart tillokkende, men det er den sikre vej til fattigdom og ufrihed, skriver Brian Esbensen om Liberal Alliance, der netop har afholdt landsmøde.

Brian Esbensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Liberal Alliances frihed er forloren og utopisk

Liberal Alliances 'liberalisme' er opskriften på ufrihed og utryghed.

Brian Esbensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Partiet Liberal Alliance (LA) holdt denne weekend landsmøde, og som forventet var der skruet godt op for retorikken om frihed, mindre stat, lavere skat og et velfærdssamfund, der i de hedeste liberale drømme slet ikke eksisterer.

Scenerne fra landsmødet mindede til tider mere om en gymnastiksal i provinsen, hvor et par overskruede og suspekte krejlere med et manisk udtryk i øjnene prøver at overbevise salen om deres fikse idéer, der som et andet pyramidespil lover dig hurtig og risikofri adgang til både rigdom og lykke: letforståelige one-liners om frihed, der bliver gentaget igen og igen, forcerede klapsalver og endda et eksempel i kød og blod siddende på forreste række (på besøg fra skattelyet i Schweiz), som vidner om, at alt det, vi ønsker os, er inden for rækkevidde.

Det er en historie, man rigtigt gerne vil tro på, men selvfølgelig er det for godt til at være i nærheden af sandt, og LA er et sørgeligt godt eksempel på, at 'liberale' gerne omfavner staten, og skulle deres projekt lykkes, betyder det en verden med markant større ufrihed.

LÆS MERE

Lad os lige spole filmen tilbage til sidste sommers Vejlegårdssag, hvor Liberal Alliance og Saxo Bank både orkestrerede konflikten og brugte den politisk.

Her var nogle private aktører – en arbejdsgiver og nogle arbejdstagere – uenige, og i Danmark har vi en ramme, hvor den slags konflikter løses mellem parterne uden statens indblanding; altså en ægte liberalists drøm om hvordan den slags burde være.

Men fordi man havde mere sympati med den ene part i sagen, nemlig Vejlegården, ønskede man at smadre den model, hvor aktørerne i civilsamfundet og deres organisationer selv løser problemet, til fordel for en model, hvor arbejdsmarkedsregler skal reguleres af staten.

Kald det, hvad I vil, men liberalt er det i hvert fald ikke.

LA's liberalisme har det til fælles med den ekstreme og udemokratiske variant af socialismen, kommunisme, at projektet først og fremmest er en teoretisk utopi

Det er derimod et forsøg på at undertrykke foreningsfriheden og retten til fri organisering, som blandt andet er nævnt i den europæiske menneskerettighedskonvention og i FN's menneskerettighedserklæring fra 1948.

I Menneskerettighedserklæringen nævnes også 'retten til fri bevægelse', der er endnu et eksempel på, hvordan 'liberale', der burde gå forrest i kampen for disse rettigheder, er de første til at undertrykke dem. Denne rettighed er endda endnu mere klar og eksplicit sikret i FNs 'konvention om borgerlige og politiske rettigheder' fra 1966.

Det burde være hjerteblod for enhver liberal, at man som frit menneske naturligvis har ret til at bevæge sig derhen, hvor man vil, bosætte sig, arbejde eller endda gifte sig, uden at staten skal blande sig i kulturel baggrund, hvorvidt du er under eller over 24, hvilken uddannelse du har, og om du tjener mere end en million om året.

Udover disse (og andre) konkrete eksempler på, at LA gerne omfavner big mother og ser stort på liberale kerneværdier, er det største problem nok den økonomiske politik, de ønsker at føre.

Mantraet i LA er lavere skat og mindre stat (selv om vi ovenfor lige har set, at det er så som så med 'mindre stat', når det passer i ens kram) og en økonomisk liberalisme, hvor man gentagne gange har vedkendt sig, at det fører til større ulighed.

Problemet, og det, man glemmer at sige, er bare, at stigende økonomisk ulighed resulterer i marginalisering, utryghed, social uro, uforudsigelighed, ustabilitet og dermed et samfund, hvor alles frihed (og velstand) indskrænkes.

Det er på ingen måde et radikalt synspunkt, men en nøgtern konstatering.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som den anerkendte amerikanske økonomi-professor Nouriel Roubini har udtrykt det: »Enhver økonomisk model, der ikke adresserer ulighed, vil uundgåeligt ende med at skabe krise,(...) og på sigt skade både samfundets vækst og den generelle økonomiske udvikling«.

En pointe, som Joseph Stiglitz, der er nobelprismodtager i økonomi, også netop har fremført i bogen 'The Price of Inequality'.

LÆS DEBATINDLÆG

Paradokset er således, at selv de få, der på kort sigt nyder fordel af den økonomiske liberalisme, også betaler prisen på sigt i form af mindre frihed, ustabilitet og svigtende markeder.

Netop af den grund – og ikke så meget ud fra moralske overvejelser – advarer FN også mod den stigende globale ulighed, da man ser det som en trussel mod fred, stabilitet og vækst.

Når LA's partiformand, Anders Samuelsen, fra talerstolen på Tivoli Hotel og Kongrescenter, kalder socialismen for 'en ond ideologi', kan det være svært at finde ud af, om man skal grine eller græde.

Den slags virkelighedsfornægtelse er opskriften på katastrofer, ufrihed og økonomisk ruin

LA's liberalisme har nemlig det til fælles med den ekstreme og udemokratiske variant af socialismen, kommunisme, at projektet først og fremmest er en teoretisk utopi, der nægter at forholde sig til, hvordan virkelige mennesker i et virkeligt samfund agerer, reagerer og tænker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den slags virkelighedsfornægtelse er opskriften på katastrofer, ufrihed og økonomisk ruin.

Det lader dog til, at netop politiske utopier, som tilfældet også var i 1960'erne og 1970'erne, har en særlig appel til unge, der føler sig draget af retorikken om frihed. Men dengang som nu bliver de snydt.

Som det ofte er tilfældet med ting, man gør bedst i at holde fra, virker LA's liberale utopi umiddelbart tillokkende, men det er den sikre vej til fattigdom og ufrihed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden