Foto: Oded Balilty / AP (arkiv)/AP
Brian Esbensen

Er Politikens mand i Mellemøsten debattør eller korrespondent?

Hvorfor bruger Marcus Rubin tiden på at løfte pegefingeren overfor enhver, der er en smule Israel-kritisk?

Brian Esbensen

Politikens Mellemøskorrespondent, Marcus Rubin, har flere gange i de forløbende uger blandet sig i debatten, og senest angriber han skribenterne på avisens blog Kampzonen for at fokusere for meget på Israel.

MARCUS RUBIN

I det aktuelle tilfælde reagerede Rubin på Leila Stockmarrs indlæg, torsdag d. 7/11, hvor Rubins anke er, at Stockmarr og de to medskribenter på Kampzonen er alt for optaget af Israel.

LEILA STOCKMARR

Det er dog skæbnens ironi, at netop Rubin anklager andre for den forseelse.

Han bruger da også ordet 'mobning' og det er ret klart, at Rubins problem ikke er (for megen) omtale af Israel, men at flere af indlæggene ikke harmonerer med det billede, som han selv ønsker at fremstille.

Jeg har selv boet og arbejdet i flere lande i Mellemøsten, herunder i Libanon, hvor Rubin nu har base, ligesom jeg indtil for få måneder siden var Mellemøstredaktør på magasinet RÆSON.

Med andre ord følger jeg altså mere end almindelig godt med i udviklingen i regionen, og Rubin har gentagne gange glimret ved sit fraværd, når vigtige nyheder har skullet formidles, da han tilsyneladende er mere optaget af at kritisere de eksperter, debattører og journalister i Danmark, der mener noget andet om Israel, end han selv gør.

I forrige uge var der ret voldsomme kampe i Libanons andenstørste by, Tripoli, mindre end 100 kilometer fra Beirut og Rubins kontorstol.

Det blev dækket af de fleste internationale medier, også (og apropos) de israelske, men der var intet at læse fra Rubin på politiken.dk, som i stedet havde valgt at fokusere på noget helt andet:

En 'nyhed' om, at en homoseksuel kandidat kunne blive valgt som borgmester i Israel.

Ovenstående sammenfatter i øvrigt meget fint, hvorfor andre - eksempelvis skribenterne på Kampzonen - jævnligt tager Israel under kritisk behandling: Dem, der burde have gjort det svigter.

Det er også et faktum - og et tabu, man helst ikke skal tale for højt om - at en lang række danske Mellemøstkorrespondenter, er alt andet end objektive iagttagere og formidlere af nyheder fra regionen.

Som en anden kendt Mellemøst-analytiker skrev på Facebook i forbindelse med Rubins kritik af kampzonen:

»Nu har Israel i det sidste halve århundrede i Politiken - og de fleste andre steder - været dækket af enten israelere eller aktive støtter af Israel, så er det klart at det må vække til protest, at der nu kommer nogle unge kræfter til, som har dannet sig et billede af landet og konflikten gennem deres forskning og arbejde«.

Er det totalt irrelevant at skrive om homoseksuelle borgmesterkandidater i Israel? Nej, ikke nødvendigvis, men når det sker i de dage, hvor det, nærmest bogstaveligt talt, brænder på lige uden for korrespondentens hoveddør, er det simpelthen ikke godt nok.

Rubin fremfører i sin kritik af Kampzonen , at han da sandelig også kan være kritisk overfor Israel, men det er meget sigende blot i en bisætning, og ikke noget man for alvor ser praktiseret i korrespondentens dækning.

Der udspiller sig verdenshistorie i Mellemøsten i disse år, og Israel/Palæstina-konflikten er meget ofte helt central for at forstå udviklingen i regionen, og de grundige analyser, skribenterne i Kampzonen bidrager med, har løftet niveauet på Politiken betragteligt.

Rubins reaktion er forventelig, da det høje niveau og den jævnlige kritik af Israels besættelsespolitik udstiller hans egne mangler og ståsted.

Den er dog stadig uberettiget, kritikken altså, og hvis Rubin ønsker at danne modvægt til Kampzonens analyser, skulle han måske bruge mere tid på, at være Mellemøstkorrespondent og lidt mindre på at debattere.

Åbn din hoveddør Rubin. Der er nok at dække fra regionen for tiden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce