0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er Politikens mand i Mellemøsten debattør eller korrespondent?

Hvorfor bruger Marcus Rubin tiden på at løfte pegefingeren overfor enhver, der er en smule Israel-kritisk?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Oded Balilty / AP (arkiv)/AP
Foto: Oded Balilty / AP (arkiv)/AP
Brian Esbensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Brian Esbensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Politikens Mellemøskorrespondent, Marcus Rubin, har flere gange i de forløbende uger blandet sig i debatten, og senest angriber han skribenterne på avisens blog Kampzonen for at fokusere for meget på Israel.

MARCUS RUBIN

I det aktuelle tilfælde reagerede Rubin på Leila Stockmarrs indlæg, torsdag d. 7/11, hvor Rubins anke er, at Stockmarr og de to medskribenter på Kampzonen er alt for optaget af Israel.

LEILA STOCKMARR

Det er dog skæbnens ironi, at netop Rubin anklager andre for den forseelse.

Han bruger da også ordet 'mobning' og det er ret klart, at Rubins problem ikke er (for megen) omtale af Israel, men at flere af indlæggene ikke harmonerer med det billede, som han selv ønsker at fremstille.

Jeg har selv boet og arbejdet i flere lande i Mellemøsten, herunder i Libanon, hvor Rubin nu har base, ligesom jeg indtil for få måneder siden var Mellemøstredaktør på magasinet RÆSON.

Med andre ord følger jeg altså mere end almindelig godt med i udviklingen i regionen, og Rubin har gentagne gange glimret ved sit fraværd, når vigtige nyheder har skullet formidles, da han tilsyneladende er mere optaget af at kritisere de eksperter, debattører og journalister i Danmark, der mener noget andet om Israel, end han selv gør.

I forrige uge var der ret voldsomme kampe i Libanons andenstørste by, Tripoli, mindre end 100 kilometer fra Beirut og Rubins kontorstol.

Det blev dækket af de fleste internationale medier, også (og apropos) de israelske, men der var intet at læse fra Rubin på politiken.dk, som i stedet havde valgt at fokusere på noget helt andet:

En 'nyhed' om, at en homoseksuel kandidat kunne blive valgt som borgmester i Israel.

Ovenstående sammenfatter i øvrigt meget fint, hvorfor andre - eksempelvis skribenterne på Kampzonen - jævnligt tager Israel under kritisk behandling: Dem, der burde have gjort det svigter.

Det er også et faktum - og et tabu, man helst ikke skal tale for højt om - at en lang række danske Mellemøstkorrespondenter, er alt andet end objektive iagttagere og formidlere af nyheder fra regionen.

Som en anden kendt Mellemøst-analytiker skrev på Facebook i forbindelse med Rubins kritik af kampzonen:

»Nu har Israel i det sidst