Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Brian Esbensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et trut i fløjten på 1. maj er både forståeligt og harmløst

Vi bor ikke i Nordkorea, hvor man har pligt til at elske og lytte til Den Kære Leder i ydmyg tavshed.

Brian Esbensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det første buh-råb eller fløjtetrut har i skrivende stund endnu ikke lydt, men alligevel har debatten den sidste uges tid været ved at koge over.

At dømme ud fra reaktionerne skulle man tro, at nogen havde varslet den væbnede revolution.

De borgerlige, som per definition skal genere venstrefløjen mest muligt, forsømmer naturligvis heller ikke denne lejlighed. Men de er af samme årsag ret beset uinteressante i denne sammenhæng.

Det interessante er, hvordan en del etablerede aktører på centrum-venstrefløjen, lige fra medlemmer af Enhedslisten til den lyserøde fagbevægelse, er ved at falde over hinanden for at tage afstand til de protester, der lægges op til mange steder.

Lad mig indledningsvist slå følgende fast: Fløjteaktionen er muligvis ikke verdens bedste idé, ligesom den også har mistet noget af sin potentielle legitimitet, da opbakningen til den ikke synes at være på samme niveau som sidste år.

Men at debatten er helt skæv, stod – om ikke før – lysende klart, da en af fløjteaktivisterne til stor morskab for dem, der de foregående dage havde kritiseret happeningen, blev fløjtet ud, live, på DR i den bedste sendetid i programmet ’Dårligt Nyt’ med Anders Lund Madsen.

Pludselig var det ikke blot okay, men ligefrem hylende morsomt og fortjent, at nogen blev mødt med fløjteri.

’Det illustrerede jo en pointe’, lød argumentet. Ja, netop, fristes man til at sige. For det er præcis det samme, fløjteaktivisterne siger.

SE DAGENS TEGNING

Modstanderne af dagens happening bruger et par standardargumenter, som går igen. Lad os tage dem et for et:

’Det er en lille flok venstreradikale, som ønsker at ødelægge den gode stemning’.

Det er her, at ikke så få politikere afslører, hvor afkoblede de faktisk er fra den virkelighed, der omgiver dem.

Man kan mene, hvad man vil, om metoden, men at sidste års 1. maj tog den drejning, den gjorde, skyldes netop, at det ikke var tale om the usual suspects på den yderste venstrefløj.

Ligesom de politiske partier generelt og fagbevægelsen i særdeleshed oplever svigtende opbakning, gælder det samme for arbejdernes internationale kampdag, der i en dansk samtidskontekst ikke afviger nævneværdigt fra hvilket som helst kræmmermarked med alt, hvad dertil hører af dansktopmusik, fadølsbranderter og candyfloss.

Altså lige indtil sidste år. Pludselig mødte almindelige (og utilfredse) lønmodtagere op i tusindvis, og de var ikke kommet for at høre Helle Thorning-Schmidt tale.

Det var lærere, pædagoger, sosu-hjælpere, sygeplejersker og ledige, og de var kommet, fordi krisen for dem ikke bare er noget, vi leger. Den er virkelig og håndgribelig, og de, der skulle have afhjulpet den, har bare gjort ondt værre ved at gennemføre skattelettelser for de rigeste og massive nedskæringer på det sociale område.

’Det er udemokratisk og en knægtelse af ytringsfriheden’

Vrøvl. Faktisk er det tæt på at forholde sig lige omvendt. Den politiske elite – herunder statsministeren – har fri taletid 365 dage om året. Moderne politik er envejskommunikation, hvilket der traditionen tro også er lagt op til ved landets 1. maj-arrangementer

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er altså ikke Nordkorea det her, hvor vi har pligt til at elske og lytte til Den Kære Leder i ydmyg tavshed og 100 procent lydighed.

Det er komisk, at særligt DSU, SFU, fagbevægelsen og Socialdemokraterne er forargede. De benytter sig selv af metoder, som kan siges at være væsentligt mere radikale – fysisk blokade, happenings, boykot, strejke, storkonflikter, der sætter hele landet i stå – og så forsøger man nu at miskreditere et par buhråb, fordi det pludselig går ud over en selv.

Skal man udtrykke det meget mildt, må man som minimum anerkende, at den politiske elites ytringsfrihed støder sammen med de protesterende lønmodtageres, hvor det bestemt ikke er selvklart, at førstnævntes ret til at lukke varm luft ud går forud for sidstnævntes ret til at protestere imod dette.

’Det er ikke det, 1. maj handler om’

Det kan faktisk siges ret kort: Jo, det er netop det, arbejdernes kampdag handler om.

Hvor meget man kan tage fejl og samtidig fornærme sine egne vælgere – altså de få, der er tilbage – demonstrerede Holger K. Nielsen i en facebookopdatering forleden. Efter at have omtalt dem, der ikke vil makke ret som » halvhjerner«, og trukket nazikortet understreger han: » Troede ellers, at 1. maj var en festdag (…)«.

Nej, Holger K., det er faktisk ikke festdag; det er en KAMPdag. Det er korrekt, at den brede centrum-venstrefløj lader til at have glemt det og i stedet lader, som om det er en gratis årlig tilbagevendende PR-lejlighed for partispidserne og fagbosserne.

Men det er ikke et øjeblik for tidligt, at dem, det faktisk handler om – almindelige lønmodtagere – erobrer arbejdernes internationale kampdag tilbage.

Det er både utroligt nemt og gratis at sidde med sine politisk korrekte holdninger og agere moralsk overdommer i en krisetid, uanset om man er tidligere minister eller en del af det privilegerede ’kommentariat’.

Sandheden og kernen i denne sag, er at fagbevægelsen og de gamle centrum-venstrefløjs-partier har mistet fornemmelsen for, hvor presset den almindelige lønmodtager faktisk føler sig.

Ikke af de borgerlige, ikke af østarbejdere, ikke arbejdsgiverne, men af den usikkerhed og de forringelser, som SR(SF)-regeringen har skabt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der findes muligvis smartere måder at kommunikere sin frustration ud på, men hvis man ikke er en af den kreative klasses semiprofessionelle kronikører og ej heller har millioner til rådighed til spindoktorer, så er et trut i fløjten på arbejdernes internationale kampdag både forståeligt og relativt harmløst.

Det burde venstrefløjen – hvis de havde haft fingeren på pulsen – være de første til at forstå.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden