Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Brian Esbensen

Bevæbnet moral-politi skal aldrig diktere, hvordan kvinder klæder sig

Når kvinder vælger at dække sig til, lyder der et ramaskrig, men det er en mindst ligeså stor krænkelse af ens personlige frihed at diktere det modsatte, som det skete i onsdags i Nice.

Brian Esbensen

Fire svært bevæbnede mænd i politiuniformer og skudsikre veste nærmer sig en kvinde på en strand i Nice i det sydlige Frankrig. Hun ligger i sandet iført mørke leggings, en lang blå skjorte/kort kjole og et matchende blåt hovedtørklæde.

Det er faktisk slet ikke en burkini, hvilket er en detalje i forløbet, der følger. Mændene når frem til kvinden og står nu omkring hende.

Hvis vores frihedsrettigheder er truede, så er det ikke af en håndfuld islamistiske terrorister, men af den irrationelle angst, der får os til at se gennem fingre med populistiske politikeres stadig større indhug i retsstaten

Den nøjagtige ordveksling må vi forestille os. På den ene eller anden måde har de fået henvist til den lovhjemmel, der forbyder strandbeklædning, som ’ikke respekterer god moral og sekularisme’.

På en kort billedserie, der onsdag gik verden rundt, får vi i hvert fald dokumenteret hændelsen. Kvinden tvinges til at afklæde sig den blå overdel og en langærmet trøje, så hun sidder tilbage i en ærmeløs top med smalle stropper over skuldrene. Til sidst overrækkes hun en bøde for den utilstedelige og amoralske afvigelse fra normen.

Det burde være fiktion – eller et kapitel i en historiebog om en mørk fortid – men det er det desværre ikke. Det er virkeligheden i Europa, sensommeren 2016.

Optrinnet får det til at løbe koldt ned af ryggen på undertegnede og antageligvis af enhver, der tager kampen for demokrati og frihedsrettigheder alvorligt.

De islamistiske grupperinger i Syrien og Irak, præstestyret i Iran og de konservative diktatorer i Saudi Arabien må til gengæld have en fest. Det er lige, hvad de drømmer om og enten praktiserer eller forsøger at implementere: et stærkt politikorps, der med henvisning til bestemmelser om ’god moral’ kan diktere, hvordan kvinder skal gå klædt.

Det er ganske vist med omvendt fortegn. Det ene sted tvinges man til at påklæde sig, mens man det andet sted tvinges til at afklæde sig.

For den kvinde, der ydmyges offentligt, mens hun enten påklæder eller afklæder sig omringet af bevæbnede mænd, må forskellen være yderst akademisk. Tvang er tvang. Et dogme er et dogme. Ufrihed er ufrihed.

Just for the record: Jeg er født i 1970’erne og voksede op i kølvandet på hippietidens frisind, så min personlige præference er, at vi alle sammen flytter til en tropisk ø, hvor vi kunne være nøgne døgnet rundt. Min (og andres) personlige præference er bare hamrende ligegyldig i denne kontekst.

Det her handler ikke om, hvorvidt man synes, burkini, som i det konkrete tilfælde så ikke engang var en burkini, er en god idé eller ej. Det handler om individets, kvindens, ret til at bestemme over egen krop.

Når kvinder tvinges til (eller vælger) at dække sig til, lyder der et ramaskrig, men det er en mindst ligeså stor krænkelse af ens personlige frihed at diktere det modsatte: Du SKAL afklæde dig.

Som den britiske feminist Suhaiymah Manzoor-Khan, der selv har muslimsk baggrund, skrev i The Independent onsdag: ’Der lader til, at undertrykkelse kun forekommer, når brune mænd fortæller dig, hvordan du skal gå klædt; når hvide mænd gør det samme, kaldes det befrielse’.

Optrinnet får det til at løbe koldt ned af ryggen på undertegnede og antageligvis af enhver, der tager kampen for demokrati og frihedsrettigheder alvorligt

Et stort problem i denne sammenhæng er den disproportionelle reaktion, herunder ’de hvide’feministers’ tavshed, som Manzoor-Khan kalder for ’kvælende og klaustrofobisk’.

Man kan desværre kun give hende ret. For cirka to uger siden var alle oppe at køre over en enkelt egyptisk beachvolley-spiller, der bar tørklæde under OL. Om det var påtvunget eller frivilligt, interesserede ingen sig for.

Hvor er alle de vrede stemmer nu? Hvor er dem, der plejer at himle op om social kontrol og ufrihed?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er det virkelig sådan, at hvis man ikke kan bashe nogle muslimer, så bekymrer man sig ikke stort om kvinders ret til selvbestemmelse?

Den konkrete hændelse og forbuddet mod burkini tager afsæt i den franske virkelighed, men vi har en lignende debat herhjemme. Dansk Folkeparti foreslår ikke bare burkini-forbud, men de-facto tørklæde-forbud. Det meste af den borgerlige fløj hopper to skridt efter DF; og socialdemokraterne cirka tre.

Ved næste valg tyder alt på, at to partier, der posititionerer sig til højre for DF, er opstillingsberettigede, hvor i hvert fald det ene parti, Nye Borgerlige, har gode chancer for at komme i Folketinget.

Med andre ord er det nu, kampen skal stå. Ægte demokrater og feminister på tværs af partiskel må på banen.

Hvis vores frihedsrettigheder er truede, så er det ikke af en håndfuld islamistiske terrorister, men af den irrationelle angst, der får os til at se gennem fingre med populistiske politikeres stadig større indhug i retsstaten.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce