Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jakob Engel-Schmidt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Velfærdsstatens grundlæggere ville erklære missionen for fejlslået

Formålet med velfærdsstaten var ikke at tage livsansvar for tusindvis af mennesker.

Jakob Engel-Schmidt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Somme tider tænker jeg på, hvor mange ressourcer tilhængerne af en større velfærdsstat og offentlig sektor er villige til at bruge, før de bliver tilfredse.

Hvor går grænsen for, hvor stor en andel af menneskers indkomst og ejendom staten kan og bør opkræve? Og hvilke opgaver bør staten automatisk tage ansvar for?

Kritikerne vil med det samme beskylde mig for at ville afmontere velfærdsstaten og lade de ressourcesvage borgere visne bort. Det er ikke korrekt. Lige adgang til uddannelse og sundhed er afgørende for at skabe lige vilkår.

Debatgrænsen går altså ved spørgsmålet om, hvor mange privatoptjente ressourcer vi maksimalt kan indkræve til fællesskabet, før vi når en moralsk problematisk grænse.

Jeg mener, at denne moralske grænse principielt blev overskredet, da den offentlige sektor svulmede op i slutningen af 70’erne og 80’erne, hvor flere og flere hårdtarbejdende borgere uden for millionærklassen oplevede at få frataget mere end 50 pct. af deres indkomst i fællesskabets navn.

Debatten om individets ejendom og statens ret til at opkræve denne fylder kun lidt i den offentlige debat.

Alligevel fornemmer jeg, at flere og flere danskere stiller spørgsmålstegn ved velfærdsstatens størrelses legitimitet, da det er gået op for flertallet, at de fælles ressourcer langtfra er ubegrænsede og ikke nødvendigvis anvendes til fællesskabets bedste.

Velfærdsstaten var aldrig tænkt som et institutionelt surrogat, hvis opgave skulle være at påtage sig et kontinuerligt livsansvar for hundredtusindvis af mennesker.

Tværtimod var velfærdsstaten i sin grundtanke en konstruktion, der uden at stille forudgående krav sikrede sine borgere en livstryghed bestående af fri adgang til uddannelse, sundhed, sikring mod ledighed og en tryg alderdom med pension.

Konstruktionens opfindere forudsatte et menneskesyn, hvor bidrag og forbrug fandt en moralsk balance, således at ingen benyttede de offentlige tilbud uden at have et presserende behov, og alle havde viljen til på et tidspunkt at bidrage til fællesskabet.

Velfærdsstatens fædre og mødre, der i fællesskab lagde grundstenen til den moderne velfærd i 50’erne, havde ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at deres ønske om at sprede uddannelse, tryghed og sundhed til hele befolkningen skulle resultere i et system, hvor mere end halvdelen af kongerigets bruttonationalprodukt forvaltes og uddeles.

Var velfærdsstatens fædre og mødre ydermere blevet præsenteret for mennesker, der bevidst begår socialt bedrageri og nægter at forsørge deres ægtefælle, når samfundet trækker kontanthjælpen, ville de erklære missionen for fejlslået.

Alene det faktum, at et højt antal borgere gennem en længere årrække af deres tilværelse er klienter i systemet, udstiller kontrasten til velfærdsstatens bærende tankegods.

I Tyskland opererer man med et mere principielt forhold til menneskerettigheder og statens ret til at blande sig i borgerens tilværelse, hvorfor domstolen jævnlig griber ind over for krænkende lovgivning. I juni 1995 behandlede den tyske forfatningsdomstol således det principielle spørgsmål om beskatningsproportionalitet over for individets menneskerettigheder og fandt frem til, at en samlet beskatning på mere end 50 procent af ejendom, bolig og kapital strider imod tyske borgeres rettigheder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Domstolen slog dog samtidig fast, at det ikke er et problem, at beskatte en af delene højere end 50 procent, så længe princippet og proportionalitet blev overholdt.

Dommen indeholder interessant tankegods om individets stilling i forhold til staten. Indirekte signalerer dommen, at det enkelte individ kommer før staten, og at denne naturligvis er til for individet – ikke omvendt. Grænsen, hvor statens tarv overskrider individets rettigheder, fastsættes af forfatningsdomstolen ved skattegrænsen på 50 procent.

Herhjemme er en lignende domsafsigelse en praktisk umulighed, da vi ikke har en grundslovsdomstol, som effektivt kan stoppe Christiansborg, når lovgivningen går den menneskelige frihed for nær.

Flere økonomer peger i disse uger på, at vi bevæger os mod lysere tider, men opfordrer samtidig til, at reformsporet fortsætter i fremtiden.

Flere læsere vil sikkert kunne huske årene op til finanskrisen, hvor Socialdemokraterne kontinuerligt overbød de borgerlige i størrelsen på væksten i den offentlige sektor.

Indtil de selv overtog ministerbilerne, mente de, af en beskeden offentlig vækst ville føre til »en regulær velfærdsmassakre«.

Folketingets paternoster – den åbne elevatorer på Christiansborg – har kørt utallige runder siden, hvorfor selvsamme socialdemokrater i dag står på mål for minusvækst i kommunerne og et år med ingen vækst i det offentlige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På vej mod angiveligt bedre tider bliver det interessant at se, om vi igen skal opleve et polisk overbudscirkus, eller om de folkevalgte har fået sig en lærestreg.

Personligt glæder jeg mig over Venstres udgiftsstop, der giver mulighed for at gøre det mere attraktivt at gå på arbejde og drive virksomhed.

Samtidig sender udgiftsstoppet det indirekte moralske signal, at borgerens økonomiske stilling altid er vigtigere end statens.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden