Efterretning. Når vi skal bekæmpe terrortruslen, skal vi ikke blot 'gøre noget', vi skal som samfund også 'gøre det rigtige', skriver filosof.
Foto: Martin Lehmann (arkiv)

Efterretning. Når vi skal bekæmpe terrortruslen, skal vi ikke blot 'gøre noget', vi skal som samfund også 'gøre det rigtige', skriver filosof.

Filosofferne

Nogle gange er løsningen på terrortruslen slet intet at gøre

Menneskelivet er ikke altid en trumf over terrortruslen.

Filosofferne

Mordforsøget mod Lars Hedegaard har, forståeligt nok, fyldt meget i medierne.

Når det uventede rammer, bliver vi chokerede. Vi bliver nødt til at overveje, hvad der er gået galt, og hvordan vi kan sikre, at det ikke går galt igen.

Siden 11. september 2001 har vi flere gange oplevet terrorangreb i lande tæt på os, og PET kan berette om, at de har haft held til at stoppe terrorplaner her i landet.

En typisk reaktion både blandt politikere og borgere på disse forfærdelige situationer har været, 'vi må gøre noget'. Vi må sikre, at lignende angreb ikke sker i fremtiden ved at handle nu.

Få måneder efter angrebet i 2001 lå The Patriot Act færdig, og også i Danmark var vi hurtigt ude med terrorpakken. Angrebet i London 2005 åbnede op for nye stramninger af terrorpakken, og daværende justitsminister Lene Espersen udtalte i den forbindelse:

»Sommerens terrorhandlinger har desværre bekræftet, at terrorisme er en betydelig trussel, som i alle lande må tages særdeles alvorligt. De har understreget vigtigheden af, at vi tidligt kan sætte ind over for terrororganisationer og forberedelse af terrorhandlinger«. Med andre ord: Der er en trussel, så vi må handle. Vi må gøre noget!

Det, der gøres, er typisk, at der gives flere beføjelser til efterretningstjenester, således at de i efterforskninger har lettere ved at omgås alment accepterede retsprincipper. Eksempelvis har PET mulighed for - med terrorpakker i hånden og uden begrundelse - at indhente en lang række personfølsomme oplysninger om hver enkelt borger.

LÆS MERE

Selvfølgelig skal den danske regering tage terrortrusler alvorligt, og selvfølgelig har de en pligt til at beskytte danskerne. Men kravet om at 'vi må gøre noget' hviler på to vigtige forudsætninger, der begge bør være til stede, før der sker handling.

Især i de tilfælde hvor det, der bliver gjort, medfører, at vores frihedsrettigheder bliver indskrænket.

Første forudsætning er, at den nye trussel, vi står over for, ikke kan håndteres med af gældende lovgivning. Det er 'vi må gøre noget'-kravets nødvendige betingelse.

Hvis det, vi ønsker at opnå, allerede kan opnås, virker det overflødigt at indføre nye love. Faktisk kan det gøre mere skade end gavn i det tilfælde, hvor de nye lovtiltag begrænser de demokratiske rettigheder.

Indfører vi en begrænsning af frihedsrettigheder uden at få noget igen, bliver vi selv en trussel mod vores demokrati.

I en sådan situation vil en overflødig lov udelukkende medføre negative konsekvenser for borgerne. Der opnås ikke yderligere sikkerhed, og samtidig begrænses friheden.

Den anden forudsætning for kravet om handling er, at det, der bliver gjort, rent faktisk hjælper til en afvæbning af de nye trusler.

Hvis der bliver indført begrænsninger på demokratiske frihedsrettigheder, men disse begrænsninger ikke giver større sikkerhed over for terrrortruslen, vil det igen have udelukkende negative og ingen positive konsekvenser.

Det blev klart for nyligt, da det kom frem at logningsbekendtgørelsen, der blev indført i forbindelse med Terrorpakke II, siden 2007 har kostet 200 millioner kroner og dertil 50 millioner årligt. Samtidig har den vist sig at være uanvendelig i terrorbekæmpelsen. Et sådant tiltag må siges at fejle i den anden forudsætning.

LÆS MERE

For at opsummere må kravet om, at 'vi må gøre noget' hvile på to forudsætninger:

1) at de nuværende værktøjer ikke kan håndtere truslerne og

2) at de værktøjer, vi skaber, er tilstrækkelige til at komme truslen til livs.

Om de lovstramninger, der indføres i en given situation, lever op til disse krav, kræver store analyser. Ikke desto mindre må vi kunne kræve, at politikerne udfører disse analyser og overvejelser for at vurdere, om vi 'bør gøre noget'.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En indvending mod argumentet kunne være, at det ikke tager højde for, at det er en ekstraordinær trussel, vi står over for. En trussel mod flere tusinde menneskeliv og en trussel mod vores demokrati, og derfor må den enkelte borger være villig til at ofre lidt ekstra.

Blot fordi menneskeliv har prioritet, så er det ikke ensbetydende med, at det er den eneste værdi, der skal tages med i regnestykket

Det kan man understøtte ved at henvise til, at vi ikke kan sætte pris på menneskeliv, og at det derfor godt kan retfærdiggøres at bruge flere hundrede millioner kroner på logning, selv om det ikke har reddet liv. Vi kan ikke tage chancer med menneskeliv.

Følger vi tanken bag indvendingen, kan man spørge, om ikke de 450 millioner kunne redde flere menneskeliv, hvis de blev postet i sundhedssektoren?

Faktisk vil en videreførelse af grundtanken om 'menneskeliv frem for alt' medføre, at store dele af samfundets ressourcer skulle omfordeles til sundhedssektoren, da denne alt andet lige redder flere liv end for eksempel diverse kulturinstitutioner.

En anden udformning af indvendingen er at hævde, at vi ikke kan opveje menneskeliv med nok så mange frihedsrettigheder og retsprincipper. Vi kan ikke nyde vores demokratiske frihed hvis vi ikke er i live, og derfor har menneskeliv første prioritet.

Svaret herpå kan være, at blot fordi menneskeliv har prioritet, så er det ikke ensbetydende med, at det er den eneste værdi, der skal tages med i regnestykket. I Lars Hedegaard-sagen har PET udtalt, at de ikke kan beskytte alle.

LÆS ARTIKEL

Forsøger man det, vil det kræve en massiv indskrænkning af vores rettigheder. Et samfund, hvor vi er totalt beskyttede til alle tider, vil samtidig være et samfund, hvor alle ville være totalt kontrollerede til alle tider. Næppe en ønskværdig situation.

Debatten efter Lars Hedegaard-sagen tyder på, at der findes en række rettigheder, som vi under ingen omstændigheder ønsker indskrænket. De sidste par uger har lovprisninger af ytringsfriheder lydt fra alle sider. Her har vi at gøre med en rettighed, der virker ukrænkelig.

For Lars Hedegaard selv er den vigtigere end menneskeliv: »Jeg vil ikke bøje mig for vold, mord og terror.[..] Så kan man lige så godt lægge sig til at dø jo, og det agter jeg ikke at gøre«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det medfører ikke, at alle demokratiske rettigheder er ukrænkelige, blot at menneskeliv ikke altid er en trumf.

Men uanset hvordan frihedsrettighederne vejes op mod hinanden, så må der finde en afvejning sted. Den afvejning må stadigvæk tage hensyn til, at de tiltag, der indføres, og de begrænsninger af frihedsrettigheder, det medfører, stadig må have positive konsekvenser.

Indfører vi en begrænsning af frihedsrettigheder uden at få noget igen, bliver vi selv en lige så stor trussel mod vores demokrati. For den anden store trussel - udover truslen mod menneskeliv - er truslen mod vores frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden.

Så ikke blot skal der 'gøres noget', der skal også 'gøres det rigtige'. Og nogle gange vil det rigtige være ikke at gøre noget.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce