Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Massevandring. »Antallet betyder noget. Det er en pointe, der generelt anerkendes i den hjemlige udlændingedebat, men det er, som om den helt glemmes, når talen falder på nærområderne«, skriver Nils Holtug, professor i politisk filosofi og leder af Centre for Advanced Migration Studies, Københavns Universitet. Tegning: Roald Als (arkiv)

Massevandring. »Antallet betyder noget. Det er en pointe, der generelt anerkendes i den hjemlige udlændingedebat, men det er, som om den helt glemmes, når talen falder på nærområderne«, skriver Nils Holtug, professor i politisk filosofi og leder af Centre for Advanced Migration Studies, Københavns Universitet. Tegning: Roald Als (arkiv)

Filosofferne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Flygtningepolitikken hviler på en naiv forståelse af nærområderne

Antallet af flygtninge betyder ikke kun noget i Danmark. Det gør det også i nærområderne.

Filosofferne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I store dele af det politiske liv er det blevet et mantra, at Danmark bør nedbringe antallet af asylansøgere mest muligt og snarere hjælpe flygtninge i nærområderne. Det er også en af de tanker, der ligger til grund for regeringens nyeste udlændingeudspil og bag udlændingepolitikken i den just aftalte finanslov.

Problemet er bare, at man hermed ikke tager højde for, hvordan flygtningesituationen rent faktisk er i nærområderne. Den førte politik: 1) giver helt utilstrækkelig beskyttelse af flygtninge, 2) fører til konflikter og truer stabiliteten i nærområderne, 3) risikerer at føre til endnu større flygtningestrømme, også i Europa, og 4) indebærer en uretfærdig byrdefordeling, hvor nærområderne trækker det helt store læs.

Ifølge UNHCR bor 86 procent af verdens flygtninge i nærområder. I slutningen af 2015 boede der 2,5 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet, 1,1 million i Libanon, og 664.100 i Jordan. Det er endda blot antallet af registrerede flygtninge; de reelle tal er højere. I Libanon, der har en befolkning på størrelse med Danmarks, betyder det, at op mod hver fjerde indbygger nu er flygtet til landet fra Syrien.

LÆS MERE

Verdensbanken har opgjort, at i Jordan og Libanon lever henholdsvis 69 procent og 64 procent af de syriske flygtninge under UNHCRs fattigdomsgrænse. Flygtninge oversvømmer arbejdsmarkederne, bliver ofte udnyttet af arbejdsgivere, og skubber lokale arbejdere ud, hvilket giver alvorlige spændinger mellem de forskellige nationale grupper. Også mange børn arbejder, over halvdelen har ikke mulighed for at gå i skole, og deres forældre kan af gode grunde ikke se en fremtid for dem der.

Derudover truer det store antal flygtninge nærområdelandenes interne stabilitet, der i forvejen er skrøbelig. Tænk på, at Libanon ud over de syriske flygtninge, der flygter fra Assads overgreb, også huser Hizbollah, der kæmper på Assads side i Syrien. Den sekteriske vold mod flygtninge er da også stigende i nærområderne, herunder seksuelle overgreb på kvinder, inklusive voldtægt. Ligeledes er der et stigende antal teenagere, der begår selvmord.

Ud over, at flygtningemodtagelsen i nærområderne er på sammenbruddets rand, hvilket i sig selv kan udløse nye bølger af flygtninge mod Europa, er der risiko for, at flygtningepresset i regionen kan udløse nye krige. Mange lokale mener, at der er alt for mange flygtninge og er bange for, at de skal blive for dominerende.

Det er simpelthen ikke fair at forvente, at nærområderne skal modtage ni ud ti flygtninge, og sågar føre en politik, hvor vi i realiteten prøver at presse den sidste tiendel derud også

Den libanesiske borgerkrig blev netop udkæmpet mellem forskellige religiøse og politiske grupper, da magtforholdet mellem disse blev forskudt som følge af en stor tilgang af palæstinensiske flygtninge. Krigen, der sluttede i 1990, sendte op imod en million mennesker på flugt. Ophobningen af flygtninge i nærområderne kan på den måde vise sig at være en særdeles kortsigtet politik, også hvis målet blot er at begrænse flygtningestrømmen til Europa.

Det er indlysende, at der er et stort behov for ressourcer i nærområderne. Landenes økonomier er pressede, FN's hjælp er akut underfinansieret, og flertallet af de syriske flygtninge kan i skrivende stund ikke regne med at få maduddelinger. Det på trods af at underfinansieringen formentlig var en væsentlig del af forklaringen på, at så mange flygtninge søgte mod Europa i 2015.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er imidlertid ikke gjort med penge, antallet betyder også noget. Det er en pointe, der generelt anerkendes i den hjemlige udlændingedebat, men det er, som om den helt glemmes, når talen falder på nærområderne. Der udspiller sig her en særlig nærområdenaivisme, hvor spændinger i befolkningerne, den interne ustabilitet, vold og overgreb mod flygtninge, og risikoen for at skabe endnu større flygtningestrømme langt hen ad vejen ignoreres.

Overseas Development Institute påpeger derudover i en ny rapport, at en række nærområdelande ikke længere føler sig forpligtet til at huse så mange flygtninge, når eksempelvis EU-landene gør, hvad de kan, for at undgå det. For eksempel meddelte Kenya i maj, at de agter at lukke Dadaab, der med mere end 300.000 flygtninge er verdens største flygtningelejr, og henviste i den forbindelse til, at de rige lande i Europa jo selv nægter flygtninge fra Syrien adgang. Jordan har afvist at tage imod 75.000 syriske flygtninge, der under katastrofale forhold er strandet i ingenmandsland mellem Jordan og Syrien.

Antallet af flygtninge til Europa er faldet i år sammenlignet med sidste år, hvilket blandt andet hænger sammen med EU-Tyrkiet-aftalen. Men aftalen er skrøbelig og Tyrkiet forlanger indrømmelser, som EU ikke er parat til at give. Og det ser ud til, at flygtninge nu finder vej til Europa gennem nye, mere skjulte ruter.

Hvad er så alternativet? En politik, der kombinerer massiv hjælp til nærområderne med en solidarisk international aftale om genbosætning, der sikrer, at ingen lande pålægges uoverkommelige byrder.

Samtidig håndhæver Tyrkiet aftalen med EU på en måde, der har store humanitære omkostninger, ikke mindst grundet lukningen af grænsen mod Syrien. Der er desuden eksempler på, at flygtninge er blevet deporteret tilbage til Syrien og sågar at flygtninge, inklusive kvinder og børn, er blevet skudt af tyrkiske vagter, da de prøvede at krydse grænsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er også et andet problem med en politik, der ensidigt sigter på at inddæmme flygtninge i nærområderne: Det er simpelthen ikke fair at forvente, at nærområderne skal modtage ni ud ti flygtninge, og sågar føre en politik, hvor vi i realiteten prøver at presse den sidste tiendedel derud også. Især når man tager i betragtning, at byrden for nærområderne langt fra kun handler om økonomi, men også om antal.

Hvad er så alternativet? En politik, der kombinerer massiv hjælp til nærområderne med en solidarisk international aftale om genbosætning, der sikrer, at ingen lande pålægges uoverkommelige byrder.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden