Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Fatima Sabir

Lovgivning mod aktiv dødshjælp fastholder mennesker i lidelse

Det er i hvert fald ikke den lidende vi hjælper, når vi afviser aktiv dødshjælp.

Fatima Sabir

I onsdags åbnede folketingsmedlem fra Venstre, Ellen Trane Nørby for muligheden for en legalisering af aktiv dødshjælp herhjemme.

Det er dog fra flere sider blevet afvist, som så mange gange før, hvor debatten er blusset op. Et af de typiske modargumenter i debatten er, at en legalisering af aktiv dødshjælp til alvorligt, uhelbredelige syge voksne vil betyde, at vi bevæger os ud på en glidebane, hvor der nærmest ingen grænser er for aktiv dødshjælp.

Man kan generelt udfordre glidebaneargumenter på tre punkter og vise, at glidebaneargumentet er problematisk i den form, det har i debatten om aktiv dødshjælp.

For det første kan man spørge, om det virkelig vil være så forfærdeligt, hvis vi bevæger os ned af glidebanen?

De bekymrede bruger glidebaneargumentet til at sige, at hvis vi indfører aktiv dødshjælp, så vil retten til aktiv dødshjælp meget hurtigt ikke begrænse sig til døende voksne, men også blive en mulighed for børn, psykisk syge, demente, ældre og kriminelle, sådan som man har set udviklingen i Holland og Belgien.

Det er dog ikke tydeligt, hvordan det skulle være en problematisk udvikling. Tværtimod kan man argumentere for, at en udfoldelse af retten til aktiv dødshjælp, hvor det er op til det enkelte individ at beslutte, om det vil leve eller ej med mulighed for en human afslutning på livet, er positiv.

Det er en bevægelse hen mod et mere humanistisk samfund, hvor vi anerkender det enkelte individs ret til egen krop og eget liv.

Men lad os nu bare antage, at det vil være problematisk at tage et par skidt ud af glidebanen.

Så er der en anden måde, hvorpå glidebaneargumentet kan udfordres, nemlig ved at spørge om vi virkelig ender for langt nede af glidebanen, hvis vi først har sagt ja til aktiv dødshjælp til døende voksne?

Helt rimeligt kan man hertil indvende, at hvis vi vitterligt mener, at aktiv dødshjælp skal begrænses til at afhjælpe lidelse for gruppen af voksne, alvorligt og uhelbredeligt døende, så viser erfaringer fra andre europæiske lande, at retten til aktiv dødshjælp ikke udfolder sig anarkisk.

Tværtimod kan muligheden for aktiv dødshjælp reguleres via lovgivning. Derfor, hvis en offentlig debat formår at præsentere gode argumenter for, hvorfor lidende, døende voksne men ikke lidende børn ikke skal hjælpes ved aktiv dødshjælp, kan vi lovgive i overensstemmelse hermed. Vi har altså mulighed for at indlægge stopklodser på glidebanen, som trækker en streg i sandet.

Hvis vi nu antager, at vores stopklodser ikke virker, står glidebaneargumentet stadig over for den udfordring, der ligger i at spørge til, hvad alternativet er til ikke at bevæge sig ud på glidebanen, altså hvad er alternativet, hvis vi ikke accepterer aktiv dødshjælp?

Alternativet er, at vi accepterer unødig lidelse. Der er endnu ingen, der har gennemgået livet uden lidelse. Lidelse er således en del af livet. Men det betyder ikke, at vi ikke skal søge at begrænse og afhjælpe den.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fortalere for glidebaneargumentet i mod aktiv dødshjælp i denne sammenhæng vil givet vis fremføre, at vi jo har mulighed for at afhjælpe lidelse, nemlig ved aktiv livshjælp indtil døden.

Men hvorfor skulle man kun lindre lidelse, når vi kan afslutte den såfremt det er i fuld overensstemmelse med det enkelte individs ønsker? Hvem er det lige vi tager hensyn til, når vi fastholder individer, der vedholdende ønsker hjælp til at få livet afsluttet med henblik på at få stoppet deres lidelser, i live? Det er i hvert fald ikke den lidende.

Helt generelt kan man altså kritisere glidebaneargumenter på tre fronter. For det første ved at spørge til, om det virkelig er en problematisk udvikling. For det andet ved at udfordre antagelsen om, at har vi sagt ja til A, siger vi også ja til B. Og for det tredje problematisere bekymringen ved at modstille resultatet af glidebanen med alternativet til ikke at gøre noget, men forblive i status quo.

Der skal stærkere argumenter på banen, hvis vi fortsat skal fastholde folk i lidelse og afvise dem muligheden aktiv dødshjælp.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce