Regeringen vil gerne hæve hastighedsgrænserne bl.a. fra 110 til 130 km/t på en række motorvejsstrækninger. Hovedargumentet mod forslaget er, at højere fartgrænser fører til højere fart, og at højere fart fører til flere trafikulykker, herunder flere dødsfald i trafikken.

Nogle trafikforskere mener, at en 10 pct. forøgelse af farten fører til ca. 50 pct. flere dødsfald. Det er umiddelbart et vægtigt argument mod højere hastighedsgrænser.

Så hvad er argumentet for de højere fartgrænser? Trafikminister Ole Birk Olesen udtaler til TV 2 News: »Hastigheder, der virker logiske, og som er forsvarlige for trafiksikkerheden, er nemmere for bilisterne at overholde end hastighedsgrænser, der virker ulogiske«. Men er det egentligt et godt argument for at ændre en regel, at en mulig alternativ regel er nemmere at overholde?

Man kunne utvivlsomt gøre det nemmere at overholde de respektive lovbestemmelser omkring spirituskørsel, hvis det var tilladt at køre med en promille på op til 2,5. På samme måde kunne man gøre det nemmere at lade være med at begå voldtægt i juridisk forstand, hvis voldtægt juridisk set kun foreligger, såfremt offeret har gjort vedvarende fysisk modstand.

Formentlig vil ingen anse disse to forhold som grunde til at revidere dansk lovgivning på de to pågældende områder. Hvorfor? Fordi en voldtægtsmand krænker og skader offeret, og at vedkommende har en pligt til ikke at begå voldtægt, uanset om det nu er nemt eller svært for vedkommende at undlade det. På tilsvarende vis udsætter spritbilisten andre for unødig fare, og man har en pligt til ikke at udsætte andre for unødig fare, selv hvis det måtte være svært for en at undlade at køre i beruset tilstand.

Der er med andre ord ikke noget generelt argument, der taler for, at love og regler skal være nemme at overholde. Men selv hvis der var, er det så faktisk nemmere i den relevante forstand at overholde en regel om ikke at køre mere end 130 km/t snarere end mere end 110 km/t?

Det er klart, at det kan spare motorvejsbilister noget tid, hvis de kører 130 fremfor 110 km/t. Men deraf følger ikke, at det er svært for os bilister at køre 110 km/t. Hvis jeg springer over i køen, så sparer jeg noget tid. Men jeg kan ikke af den grund sige, at det ligefrem er svært for mig ikke at springe over i køen.

Forestil dig, at jeg tilbyder dig et væddemål: Hvis du kører fra København til Århus på cykel med en gennemsnitshastighed på mindst 30 km/t, så giver jeg dig en rejse til Polynesien. Hvis du taber, skal du give mig en sådan rejse. Med mindre du er cykelrytter er det ganske svært for dig at vinde væddemålet. Det er det, fordi du ville være nødt til at træne lang tid i forvejen for at kunne gøre dig håb om at vinde. Og selv når du kører ruten, må du overvinde træthed og på den sidste strækning minde dig om gevinsten for ikke at opgive pga. syre i benene.

Forestil dig nu i stedet, at mit foreslåede væddemål angår, at du kører fra København til Århus i bil uden at køre hurtigere end 110 km/t. Ville det på nogen måde være svært for dig at vinde væddemålet? Ville du være nødt til at træne for at vinde det? Ville du konstant måtte minde dig selv om den rejse, du er ved at vinde, for ikke at opgive og så af udmattelse trykke sømmet i bund efter Vejle?

Specifikt gør trafikministeren sig en overvejelse omkring hvad, der er nemt, der er lidet genkendelig. Nemlig at hastighedsgrænser, der virker ulogiske, er sværere at overholde end hastighedsgrænser, der virker logiske og, siger Olesen modsat trafikforskerne, er forsvarlige for trafiksikkerheden.

De fleste har prøvet at holde som eneste trafikant for rødt lys en tidlig morgentime med uforstyrret udkig til alle sider. Det kan virke logisk og helt forsvarligt for trafiksikkerheden, at man i den situation kører over for rødt. Men betyder det, at man kan forsvare sit lovbrud med, at det var svært for en at vente til det blev grønt? Kræver det, som cykelturen fra København til Århus, koncentration og viljestyrke? Kan det slå fejl at blive holdende til lyset skifter, selv hvis man prøver? Melder der sig en uimodståelig trang til at trykke på pedalen, mens sekunderne går, og man holder for rødt til ingen verdens nytte? Overordnet set synes trafikministeren at blande det, at man kan have et (måske endda stærkt) ønske om ikke at overholde en regel sammen med, at det er svært at overholde reglen.

Desuagtet antallet af trafikofre i Danmark (2016: 211 dræbte og 1769 alvorligt tilskadekomne) kan spørgsmålet om hastighedsgrænser synes at være et forholdsvist perifert politisk spørgsmål. Men bag hastighedsgrænser ligger et principielt politisk spørgsmål – nemlig i hvilken udstrækning vi som borgere skal underkaste os begrænsninger. Her altså en begrænsning, der angår, hvor stor en risiko, vi må påføre andre, for at vi påkører dem – for at sikre et fælles gode. Det vil sige det gode, det er at undgå at blive trafikdræbt etc.

At vi underlægger os sådanne begrænsninger i trafikken er i alle mulige andre sammenhænge et fundamentalt træk ved et velordnet og retfærdigt samfund. Det er det, selv hvis det modsat af, hvad der rent faktisk er tilfældet i den konkrete sag, ville gøre det nemmere for os at overholde loven - at loven pålagde os ingen eller færre begrænsninger.

fortsæt med at læse

Søren Ryge giver Silkeborgmotorvejen SEKS hjerter:

Det er som at se et flot kunstværk