Regeringens skatteudspil lægger op til afgiftslettelser på biler, især dyre biler, skattelettelser for alle i arbejde og for de mest velhavende i særdeleshed. Kritikere ser det som et udspil med en alvorlig social slagside.
Regeringen har et modsvar til den kritik, som kan synes at være svær for dens kritikere at afvise. Bl.a. har Simon Emil Ammitzbøll fremført modsvaret med en vis patos i et interview i Deadline fra 29. august. Ifølge Ammitzbøll er skatteudspillet udtryk for »social bevidsthed«. For som Ammitzbøll spørger:
Pelle Dragsted svarer igen i debatindlæg: »Nej, Simon Emil - lavere skat er ikke velfærd«»Hvem er det, som mister deres arbejde, hvis beskæftigelsen falder? Det er jo ikke direktøren. Den, der mister arbejdet, det er jo dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet… dvs. folk med måske lave eller mellemindkomster. Det går ud over børn, som i stedet for at vokse op med forældre i arbejde, pludselig skal vokse op med forældre, der er på offentlig forsørgelse. Det ønsker jeg ikke. Det er socialt ansvarligt«.
Skåret ind til benet er argumentet, at skattelettelser for de rigeste er ønskværdige, fordi det i sidste ende er til gavn for de dårligst stillede. For at følge logikken til dørs, vil det altså sige, at hvis man virkelig bekymrer sig om de dårligst stillede, så bør man støtte skatteudspillet - andet er socialt uansvarligt.
Det argument kan synes svært at komme uden om. Det smager af misundelse ikke at unde direktøren en (stor) skattelettelse, hvis det faktisk er den eneste måde at øge den lavestlønnedes disponible indkomst (lidt) på eller at undgå, at vedkommende bliver fyret.
Af samme grund er argumentet ofte anvendt. Vi kender det fx i en lidt anden form fra daværende socialminister Eva Kjer Hansens udtalelser om, at ulighed er godt og mere ulighed er bedre, fordi ulighed skaber vækst og dermed mere for alle. Men er argumentet et godt argument?
For at belyse det spørgsmål, kan vi prøve at vende argumentet på hovedet. Antag, at skatteordfører Rune Lund på Enhedslistens vegne står frem med et forslag om at øge bistandshjælpen med 26.700 kroner om året (svarende til direktørens skattegevinst efter regerings skatteudspil jf. dens eget modeleksempel).
Begrundelsen for forslaget, siger Rune Lund, er ansvarlighed i forhold til samfundets allermest velstillede. For ved at øge bistandshjælpen, mindsker man incitamentet til at begå berigelseskriminalitet, især i form af indbrud i patriciervillaer i Riiskov og Søllerød. Det er derfor, bedyrer Rune Lund, social ansvarlighed i forhold til samfundets bedst stillede at gå ind for en kraftig forøgelse af bistandshjælpen.
Debatindlæg fra vred studerende: Regeringen udgør en dumhedens akse, der sparer på alt det, der gør Danmark klogerePå samme måde som regeringen nu hævder, at skattelettelser i toppen stiller de dårligst stillede bedre, så hævder Enhedslisten altså i sit hypotetiske forslag om øget bistandshjælp, at det stiller de allerrigeste bedre. Og, lidt overraskende, det er dette sidste forhold, som Enhedslisten fremfører som deres motivation for forslaget.
Det er formentlig to kritiske reaktioner, som Enhedslisten vil blive mødt med. Den første er, at Enhedslisten er uærlig omkring motivet bag deres forslag. Mistanken vil være, at deres egentlige hensigt udgøres af ønsket om at gavne bistandsmodtagere. Det erklærede hensyn til de rigeste er alene, eller stort set, opportunistisk.
På samme måde kunne man mistænke regeringen for, at social ansvarlighed ikke er deres egentlige eller primære motiv bag skatteudspillet.
For som Ammitzbøll understreger, så betyder skatteudspillet blot, at »borgerne får lov til at beholde lidt flere af deres egne penge«. Men hvis 100 pct. af min løn er mine egne penge, så er det tyveri, når nogen tager dem fra mig. Om det nu er en gaderøver eller staten.
Selv hvis tyven tager lidt færre penge fra mig, end den ellers havde tænkt sig at gøre, så ændrer det ikke ved, at der er tale om tyveri. Hvis tyven vil være social ansvarlig, så fint. Men jf. Ammitzbølls principielle opfattelse må vedkommende være det for egne penge, ikke mine.
Alligevel kan selv opportunistiske argumenter være gode argumenter, så uanset om regeringens skatteudspil måske ikke - eller i det mindste ikke primært - er motiveret af social ansvarlighed, kan det stadig være et godt argument for skatteudspillet.
Direktøren og HK'eren vil ikke have mere udbetalt: Hvorfor bruger vi ikke pengene på velfærd?Hvad angår Enhedslistens hypotetiske begrundelse for øget bistandshjælp, er der formentlig mange, der vil forkaste argumentet – og det er den anden kritiske reaktion på forslaget – med henvisning til, at der er mange andre måder at tage hensyn til samfundets mest velstillede på, end ved at øge bistandshjælpen. Man kunne fx gøre tyverisikring af særligt dyre huse fradragsberettiget. Eller politiet kunne øge patruljeringen i velhaverkvarterer.
Men, kan man så på tilsvarende måde spørge, mon ikke også man kunne gøre noget for dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet og deres børn, som Simon Emil Ammitzbøl mener man bør hjælpe, på måder, som ikke har en social slagside? Kunne man fx fastholde en højere afgift på luksusbiler end på små, klimavenligere biler, og så bruge provenuet på at hjælpe den gruppe?
Eller kunne man gøre boligbeskatningen progressiv i den øverste ende – noget, som næppe vil gå ud over incitamentet til at arbejde eller sænke arbejdsudbuddet? Eller kunne man øge jobfradraget i regeringens skatteudspil for de lavestlønnede fra 4500 til 9000 kr. osv.? Kunne man med lidt brug af fantasi hjælpe de dårligst stillede og de mest udsatte på arbejdsmarkedet endnu mere, end regeringen lægger op til, ved at fastholde beskatningsniveauet for samfundets bedst stillede?
I så fald er regerings social ansvarlighedsargument ikke meget bedre end Enhedslistens argument for at øge bistandshjælpen i mit tænkte eksempel.
fortsæt med at læse
