0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Professor i debatindlæg: Regeringen stempler skatteudspil som socialt ansvarligt, men holder det vand?

Argumentet er, at skattelettelser for de rigeste er ønskværdige, fordi det i sidste ende er til gavn for de dårligst stillede. Men er det et godt argument?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn
Kasper Lippert-Rasmussen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kasper Lippert-Rasmussen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Regeringens skatteudspil lægger op til afgiftslettelser på biler, især dyre biler, skattelettelser for alle i arbejde og for de mest velhavende i særdeleshed. Kritikere ser det som et udspil med en alvorlig social slagside.

Regeringen har et modsvar til den kritik, som kan synes at være svær for dens kritikere at afvise. Bl.a. har Simon Emil Ammitzbøll fremført modsvaret med en vis patos i et interview i Deadline fra 29. august. Ifølge Ammitzbøll er skatteudspillet udtryk for »social bevidsthed«. For som Ammitzbøll spørger:

»Hvem er det, som mister deres arbejde, hvis beskæftigelsen falder? Det er jo ikke direktøren. Den, der mister arbejdet, det er jo dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet… dvs. folk med måske lave eller mellemindkomster. Det går ud over børn, som i stedet for at vokse op med forældre i arbejde, pludselig skal vokse op med forældre, der er på offentlig forsørgelse. Det ønsker jeg ikke. Det er socialt ansvarligt«.

Skåret ind til benet er argumentet, at skattelettelser for de rigeste er ønskværdige, fordi det i sidste ende er til gavn for de dårligst stillede. For at følge logikken til dørs, vil det altså sige, at hvis man virkelig bekymrer sig om de dårligst stillede, så bør man støtte skatteudspillet - andet er socialt uansvarligt.

Det smager af misundelse ikke at unde direktøren en (stor) skattelettelse, hvis det faktisk er den eneste måde at øge den lavestlønnedes disponible indkomst (lidt) på

Det argument kan synes svært at komme uden om. Det smager af misundelse ikke at unde direktøren en (stor) skattelettelse, hvis det faktisk er den eneste måde at øge den lavestlønnedes disponible indkomst (lidt) på eller at undgå, at vedkommende bliver fyret.

Af samme grund er argumentet ofte anvendt. Vi kender det fx i en lidt anden form fra daværende socialminister Eva Kjer Hansens udtalelser om, at ulighed er godt og mere ulighed er bedre, fordi ulighed skaber vækst og dermed mere for alle. Men er argumentet et godt argument?

For at belyse det spørgsmål, kan vi prøve at vende argumentet på hovedet. Antag, at skatteordfører Rune Lund på Enhedslistens vegne står frem med et forslag om at øge bistandshjælpen med 26.700 kroner om året (svarende til direktørens skattegevinst efter regerings skatteudspil jf. dens eget modeleksempel).

Begrundelsen for forslaget, siger Rune Lund, er ansvarlighed i forhold til samfundets allermest velstillede. For ved at øge bistandshjælpen, mindsker man incitamentet til at begå berigelseskriminalitet, især i form af indbrud i patriciervillaer i Riiskov og Søllerød. Det er derfor, bedyrer Rune Lund, social ansvarlighed i forhold til samfundets bedst stillede at gå ind for en kraftig forøgelse af bistandshjælpen.