Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Sune Lægaard
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi kan selv bestemme, om terroren virker

Netop fordi terroren virker ved at sætte skræk i os, er det ikke afgørende, om selve angrebet lykkes.

Sune Lægaard
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Attentaterne i København mod debatmødet om ytringsfrihed og mod synagogen rejser, lige som angrebet på Charlie Hebdo, mange spørgemål. Et af de mest påtrængende er, om terroren virker – opnår terroristerne deres mål?

Attentaterne er terror, fordi målet – efter alt at dømme; vi kan jo ikke spørge den dræbte attentatmand om hans motiv – ikke bare var at dræbe bestemte personer, f.eks. Lars Vilks. Attentatet skulle sandsynligvis ikke alene dræbe en person, der i attentatmandens øjne havde forhånet profeten, men skulle også sætte en skræk i livet på alle andre. For dermed at få dem til ikke at gøre noget tilsvarende. I så fald var det virkelige formål at påvirke andre. Midlet hertil var at angribe de pågældende enkeltpersoner og dermed sætte skræk i livet på andre.

Derfor er det nærliggende spørgsmål, om det lykkes? Terrorangreb er forfærdelige, dels på grund af de umiddelbare drab og den skræk, de afstedkommer. Men hvis terroren også opnår sit mål, vil det være endnu værre. Så virker terroren?

Det er et kompliceret spørgsmål at besvare. Det kan ikke gøres nu, det må tiden vise. Men dels er det noget, man allerede nu kan sige noget om, dels er det ikke bare et spørgsmål om, hvad tiden bringer.

Politiken anklages løbende for at ligge under for selvcensur, og Jyllands-Posten, der opfandt begrebet, vedkender sig nu åbent at gøre det. Museer undlader at vise selv uskyldige historiske billeder af profeten. Dan Parks plakater blev først udstillet i tredje forsøg

Vi kan sige noget om det nu, for vi har allerede erfaring med lignende terror. Siden Muhammedtegningerne er der flere eksempler på angreb, der næste er lykkedes – økseangrebet på Kurt Westergaard og den uheldige bombemand, der kom til at sprænge sig selv i luften. Og vi har eksempler på større angreb, som er blevet afværget i sidste øjeblik – Glasvejsagen og David Hedleys plan.

Netop fordi terroren virker ved at sætte skræk i os, er det ikke afgørende, om selve angrebet lykkes. Selv om øksemanden ikke fik ram på Kurt Westergaard, og selv om David Hedleys plan om at kaste afhuggede hoveder ud af JP-Politikens hus blev afværget, så er angrebet alene og planerne i sig selv skrækindjagende nok. Vi kan derfor allerede på denne baggrund spørge, om terroren virker.

På den ene side gør terroren alle mere utrygge, modforanstaltninger lægger beslag på ressourcer, den gør livet for mange mere besværligt – lige fra ansatte i JP-Politikens hus, der skal igennem sikkerhedsdøre, til flypassagerer, der skal igennem ekstra sikkerhedstjek – og den gør det sværere at være muslim i Danmark, fordi muslimer hele tiden mistænkes for at sympatisere med terror og afkræves afstandtagen til alt muligt, de ikke har noget med at gøre.

Men på den anden side tegner Kurt Westergaard stadig bomben i turbanen ved særlige lejligheder, aviserne genoptrykte muhammedtegningerne i sympati med ham efter økseangrebet, Dan Parks plakater, der ellers aldrig ville være blevet udstillet, bliver det faktisk, og Charlie Hebdos tegninger blev mangfoldiggjort i stor stil. Så hvis formålet med angrebene var at få folk til ikke længere at tegne profeten eller at trykke eller udstille tegninger af ham, så har den indtil videre ikke opnået sit mål.

Hertil vil nogle svare, at det er naivt og blåøjet, eller simpelthen en fornægtelse af realiteterne. Politiken anklages løbende for at ligge under for selvcensur, og Jyllands-Posten, der opfandt begrebet, vedkender sig nu åbent at gøre det. Museer undlader at vise selv uskyldige historiske billeder af profeten. Dan Parks plakater blev først udstillet i tredje forsøg.

Her er det på sin plads at træde et skridt tilbage og overveje selve spørgsmålet. For som sagt er svaret på spørgsmålet om, hvorvidt terroren virker, ikke bare et spørgsmål om, hvad tiden bringer. Det er også et spørgsmål om, hvad vi forstår ved, at terroren 'virker', og hvad vi sammenligner med.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis terroren virker, må det være fordi, den ændrer folks adfærd i den retning, terroristen ønskede. Hvis formålet var, at folk ikke længere skulle tegne, trykke eller udstille billeder af profeten, så er spørgsmålet, om vi gør det mindre nu, end vi ellers ville have gjort. Nu ved vi jo af gode grunde ikke, hvad vi ellers ville have gjort. Mit bud er, at vi ikke ville have brugt tid eller opmærksomhed på billeder af profeten – hvorfor skulle vi dog have gjort det, hvis det ikke netop var på grund af terroren?

Her kan vi selv være vores egen værste fjende, næstefter terroristerne. For hvis vi opstiller et højt krav til, hvor mange gange profeten skal afbilledes, gør vi det selv mere sandsynligt, at terroren virker. Hvis kravet er, at alle skal afbillede profeten, når de har en ledig stund, vil vi ikke leve op til kravet. Og på den baggrund ser terroren ud til at have virket.

Så vi kan selv bestemme, om terroren virker. Vi kan dels følge statsministerens råd om, at gøre som vi plejer. Men vi kan også lade være med at lade os forlede af alarmistiske debattører og politikere til at tro, at vi har tabt, hvis vi ikke trykker billeder af profeten NU.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden